FC Midtjylland var bagud 0-2, men scorede to gange og spillede 2-2 hjemme mod Feyenoord.

FC Midtjylland kom en smule ned på jorden igen efter den imponerende 5-1-storsejr over Lazio i Europa League for tre uger siden.

Torsdag aften spillede FCM 2-2 hjemme til Feyenoord i en kamp, der blev skæmmet af grimme scener på tribunerne før og under opgøret.

Politi og sikkerhedspersonale var flere gang i aktion og fik stoppet urolighederne på lægterne, så kampen kunne komme i gang til tiden og også blev afviklet uden afbrydelser.

Nede på banen gik det ikke godt for FCM i første halvleg, hvor Feyenoord kom foran 2-0.

Men på en god anden halvleg formåede FCM at levere et flot comeback efter mål af Gustav Isaksen og Juninho.

Midtjyderne havde bolden mest, men i første halvleg var det hollænderne, som kontrollerede kampen ved hjælp af en bomstærk defensiv.

FCM manglede en klar plan for, hvad der skulle ske i offensiven. Der manglede kreativitet, og angriberen Sory Kaba smed alt for mange bolde væk.

To gange i første halvleg fik Feyenoord VAR-kendelser med sig, som førte til scoringer.

Første gang var efter 23 minutter, da kantspilleren Sebastian Szymanski straffede et passivt FCM-forsvar og scorede til 1-0. I første omgang blev målet annulleret for offside.

Polakken viste sig dog at være marginalt onside, og så var det ærgerligt, at FCM-målmand Jonas Lössl ikke kunne redde den flade afslutning.

Feyenoord fik endnu en gang en VAR-kendelse med sig. Denne gang havde Evander ramt bolden med albuen, og det gav Feyenoord et straffespark.

Det udnyttede Feyenoords midtbanespiller Orkun Kökcü til at bringe udeholdet foran 2-0 kort før pausen.

Ti minutter inde i anden halvleg lynede Gustav Isaksen, da han hamrede en bold ned i jorden, som hoppede over i det lange hjørne af målet. Assisten stod Pione Sisto for.

1-2-reduceringen gav FCM og størstedelen af de 9044 fremmødte tilskuere mere tro på tingene.

Spændingen var intakt, og Sisto ramte overliggeren på et frispark efter 73 minutter.

Det trak op til en udligning, og den kom efter 85 minutter, da Evander smækkede en bold ind i feltet, som indskiftede Juninho bare skulle sætte indersiden på til 2-2.

Stopperen Jacob Rasmussen sad på bænken i hele kampen for Feyenoord. Dermed har den 25-årige dansker og udlandsnomade fortsat ikke spillet en klubkamp på seniorplan på dansk grund.

Det uafgjorte resultat efterlader FCM med fire point efter tre kampe i gruppen. Alle fire hold i gruppen har faktisk fire point, efter at Lazio og Sturm Graz spillede uafgjort 0-0 i Østrig torsdag aften.

/ritzau/

Silkeborg tager hjemme imod rumænske FCSB i Conference League, og FC Midtjylland får besøg af Feyenoord i Europa League. Du kan genopleve begge kampe i LIVE-bloggen her: