Ousmane Dembélé og Lionel Messi scorede, da Barcelona vandt 2-0 ude over Juventus i Champions League.

FC Barcelona har ramt en kedelig resultatmæssig stime hjemme i La Liga, men i Champions League går alt efter planen for storklubben.

Onsdag aften vandt Barcelona med 2-0 på udebane over Juventus, der er den formodet stærkeste konkurrent i Champions Leagues gruppe G. Ousmane Dembélé scorede i første halvleg, mens Lionel Messi udbyggede føringen på et straffespark i anden halvlegs tillægstid.

Martin Braithwaite blev først skiftet ind lige efter Lionel Messis mål. Dermed fik danskeren debut i Europas mest prestigefyldte klubturnering.

Med sejren har Barcelona maksimumpoint efter to kampe, og samtidig gav det Lionel Messi og co. lidt at muntre sig på efter weekendens hjemmebanenederlag i El Clasico.

Med til historien om onsdagens sejr hører dog også, at en række marginaler og centimeter gik Barcelonas vej. Det var blandt andet tilfældet ved kampens første scoring, der fandt sted i det 14. minut.

Efter et par hurtige træk på kanten af feltet afsluttede Ousmane Dembélé, og bolden blev rettet så meget af, at den gik i en bue over en chanceløs Wojciech Szczęsny i Juventus-målet.

I den modsatte ende af banen var Juventus også uheldige. Hele tre gange lykkedes det for Alvaro Morata at score, men alle tre gange blev scoringen underkendt for offside.

De to første af spanierens offsidemål var i første halvleg, og i begge tilfælde løftede linjedommeren flaget, og VAR bekræftede, at offsiden var korrekt.

Den spanske angriber kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da han ti minutter inde i anden halvleg atter fik underkendt et mål for offside. Denne gang troede kampens aktører, at udligningen var i orden, men VAR-dommerne opdagede, at Moratas hæl var offside.

Dermed var et spøjst offsidehattrick en kendsgerning.

Juventus sluttede opgøret med ti mand på banen, da den tyrkiske forsvarsspiller Merih Demiral i slutminutterne modtog sin anden advarsel.

Det blev ikke til noget direkte opgør mellem superstjernerivalerne Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, da sidstnævnte var fraværende på grund af coronavirus.

I gruppens anden kamp spillede Ferencvaros og Dynamo Kiev 2-2. Den kamp så Mikkel Duelund fra ukrainernes bænk.

/ritzau/