Med en 2-0-sejr sikrede Randers sig et godt udgangspunkt i første opgør af to i Sydbank Pokalens semifinale.

Randers spillede sig torsdag et skridt tættere på pokalfinalen, da randrusianerne på udebane besejrede rivalerne fra AGF med 2-0 i Sydbank Pokalens semifinale.

Selv om kampen startede jævnt ud, åd gæsterne fra Randers sig langsomt ind, og de satte sig spillemæssigt på kampen.

Det var dog ikke nogen skøn affære, men hvor AGF havde svært ved at skabe de store chancer, trådte de orangeklædte gæster i karakter midtvejs i anden halvleg.

Med to scoringer på fire minutter så det svært ud hjemmeholdet, der aldrig fik svaret igen.

Med 2-0-sejren stiller Randers sig i en gunstig position inden holdenes returopgør, der spilles på Cepheus Park i Randers den 15. april.

Første halvleg vil næppe blive husket for et højt spændingsniveau, hvor begge hold stod fint defensivt.

Store chancer var der ikke mange af, men efter 24 minutter kom halvlegens største af slagsen, og den tilfaldt Randers-angriber Marvin Egho, der blev sendt i dybden og kom alene igennem med AGF-målmand Kamil Grabara, som dog pillede angriberens forsøg.

Da hverken AGF eller Randers bød sig mere til, sluttede første halvleg, som den startede, med stillingen 0-0.

Anden halvleg fortsatte i første halvlegs ånd, men efter 66 minutter tog kampen fart, da Randers fik sig et hjørnespark.

Her gik AGF-keeper Kamil Grabara skævt af bolden og efterlod målet tomt, og da bolden efter lidt klumpspil landede for fødderne af Randers’ Vito Hammershøy-Mistrati, kunne han sikkert sparke bolden i nettet til 1-0.

Bare fire minutter senere kom Grabara igen i negativt fokus, da han nedlagde Hammershøy-Mistrati i feltet.

Det kastede et straffespark af sig, som Marvin Egho sikkert tog sig af, og dermed kunne han fordoble gæsternes føring til 2-0.

AGF formåede aldrig at svare igen, og derfor kunne Randers rejse hjem med en sikker udesejr og et godt udgangspunkt inden returopgøret.

Du kan genlæse LIVE-bloggen fra opgøret lige her.

/ritzau/