La Ligas mest scorende i historien, manden med flest mål for FC Barcelona gennem tiden.

Det er et par af de rekorder, som Lionel Messi har slået. Dem er der mange af.

Nu kan den 32-årige argentiner tilføje en mere til samlingen, og denne er en af de vilde.

Det står klart efter FC Barcelonas 1-0-sejr over Atlético Madrid søndag aften.

Lionel Messi fejrer sin scoring mod Atlético Madrid.
Lionel Messi fejrer sin scoring mod Atlético Madrid. Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Messi gjorde endnu en gang forskellen, da han scorede kampens eneste mål.

Det betyder, at troldmanden med nummer 10 på ryggen nu har scoret på samtlige stadioner i La Liga, hvis man kigger på de 20 klubber, som i øjeblikket befinder sig i Spaniens bedste række.

Faktisk havde Messi allerede scoret på Wanda Metropolitano, men det skete i Copa del Rey-turneringen (den spanske pokalturnering, red.) – og altså ikke i La Liga.

Atlético Madrids nuværende hjemmebane blev taget i brug i 2017, og det er en af grundene til, at Messi ikke havde scoret dér endnu, fordi det stadion er forholdsvist nyt.

Målet var sæsonens nummer ni i La Liga for Lionel Messi.

Han har spillet ni kampe i 2019/2020-udgaven af Spaniens bedste række.

Messi kom til Barcelona fra Argentina som ung teenager.

Han har scoret mere end 600 mål i lidt over 700 kampe for FC Barcelona.