Lørdag var Gary Lineker atter tilbage på skærmen for BBC, men nu har tv-værten mistet stemmen, og derfor er han ikke med ved søndagens FA Cup-dækning.

»Som seerne vil have bemærket i går, kæmpede Gary Lineker med sin stemme, og den er desværre blevet forværret natten over,« skriver BBC.

Alex Scott overtager rollen som søndagens vært.

Lineker var ellers lige kommet tilbage til skærmen igen lørdag efter et hæsblæsende drama, og den profilerede tv-vært undlod ikke at sende en stikpille til sin arbejdsgiver gennem 24 år.

Gary Lineker vendte lørdag tilbage på skærmen i BBCs fodboldprogram 'Match of the Day'.
Gary Lineker vendte lørdag tilbage på skærmen i BBCs fodboldprogram 'Match of the Day'. Foto: NEIL HALL
Vis mere

'Åh, glæden ved at få lov til at holde sig til fodbold,' skriver Gary Lineker på Twitter.

Ifølge The Sun var flere fans utilfredse med, at 62-årige Lineker ikke undskyldte for det Twitter-opslag, der i første omgang havde fået BBC til at flå ham af skærmen.

Linekers medvært, Alan Shearer, der sidste weekend også havde trukket sig i solidaritet med sin kollega, beklagede i stedet over for tv-seerne.

»Jeg vil gerne sige, at vi alle var kede af det over dét, publikum missede. Det var en virkelig svær situation for alle involverede. Uden det var deres egen skyld, blev nogle fantastiske mennesker sat i en umulig situation. Det er godt at komme tilbage til en form for normalitet og tale om fodbold,« lød det fra Shearer.

»Jeg har de samme følelser,« fortalte Lineker.

Situationen omkring Lineker startede, da han udtrykte skarp kritik af den engelske regerings asylplaner, hvilket fik BBC til at pille ham af skærmen, og så startede det store drama – for flere programledere, eksperter, klubber og spillere fulgte trop.

Diverse Premier League-spillere og -klubber nægtede i forbindelse med weekendens kampe at lade sig interviewe af BBC, og det betød, at 'Match of the Day' kun blev sendt i 20 minutter.

Siden fik Gary Lineker, der har været vært på programmet i 24 år, lov til at vende tilbage.