Arsenal, Dortmund, RB Leipzig.

Rækken af klubber, som er vilde med Jesper Lindstrøm, en af de hotteste spillere i dansk fodbold, er efterhånden fuld af ganske prominente klubber.

B.T.s transferpodcast Transfervinduet har fortalt om interessen fra den engelske storklub, mens det er tyske Bild, der har berettet, at Dortmund og RB Leipzig er meget interesserede i Frankfurt-profilen.

Den slags historier er ikke hverdag for 22-årige danskere, men selv om Lindstrøm er uhyre glad for komplimenterne, så forsøger han at holde fokus på nuet: Nuet i Frankfurt.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg tænker ikke så meget. Jeg spiller fodbold. Det kan jeg godt lide, og lige nu er jeg i Frankfurt, så det handler om at spille for Frankfurt,« siger Jesper Lindstrøm til Viaplay og tilføjer:

»Det er selvfølgelig altid fedt at få en masse komplimenter og et par rygter omkring en. Men jeg er her, og det fokuserer jeg på. Så længe, der er ikke er et transfervindue i gang og alt muligt andet, så handler det om at spille for Frankfurt.«

Lindstrøm har været i storform i denne sæson, hvor han hidtil har nettet syv gange i 18 kampe for Frankfurt, hvor han efterhånden er en etableret profil.

Derfor kommer det formentlig også til at koste knaster at købe Lindstrøm fri i det tyske.

Bild skriver, at en handel kan ende omkring 225 millioner kroner, mens B.T. tidligere har erfaret, at Frankfurt formentlig vil kræve et noget højere beløb som udgangspunkt, nemlig hele 300 millioner kroner.

Når en Lindstrøm-handel op i det niveau, så vil det gøre ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde, da Joachim Andersen er blevet handlet for den hidtil højeste transfersum på 225 millioner kroner. Det skete, da forsvareren blev solgt fra Sampdoria til Lyon.

Du kan se hele interviewet med Jesper Lindstrøm i videoen over denne artikel.