Maja Nilsson Lindelöf har fået nok.

»Hvilket menneske i hele verden ville fortælle pressen, at ens baby ikke vokser i maven, som han skal?« spørger hun.

Hun er gift med den svenske landsholdsspiller Victor Nilsson Lindelöf, der for nylig vakte opsigt ved at melde afbud til det svenske landsholds to kampe mod Rumænien og Norge.

Det skabte historier i svenske medier om, at han skulle være blevet væk i protest mod landstræner Janne Anderssons dispositioner. Efterfølgende modtog han trusler på sociale medier, og det blev ligefrem til en politisag.

I virkeligheden meldte Manchester United-spilleren afbud, fordi der var opstået problemer i graviditeten.

Det var dagen inden landsholdsudtagelsen, at parret fik beskeden hos lægerne, at kun hovedet på babyen voksede normalt.

Og det fortæller Maja Nilsson Lindelöf nu om i sin blog.

»Vi sad på hospitalet for at få en ultralydsskanning, urolige over svarene og med 1.000 spørgsmål til lægen. Så ringede Victors telefon hvert kvarter med spørgsmål om pressekonference, spekulationer og trusler. Jeg fik kommentarer om, at jeg burde blive skudt, og at Victor er en landsforrædder. Altsammen fordi Victor forbeholdt sig retten til at holde sin søns helbred og fødsel for sig selv,« skriver hun.

Hun beskriver videre, hvordan parret efterfølgende levede i en boble af bekymring.

»I chok sad vi derhjemme i sofaen og ringede til vores familier for at fortælle om det. Jeg kan huske, at jeg sad i sofaen, klappede på maven og græd hvert eneste minut over, at hele min virkelighed havde forandret sig. Min normale, sunde graviditet var pludselig blevet noget andet. Min søn, som havde vokset, som han skulle, var pludselig holdt op med det og vejede for lidt i forhold til sin alder,« skriver den svenske kvinde.

Derfor stikker Maja Nilsson Lindelöf også til alle, der siden spekulerede i årsager til afbuddet og kom med beskyldninger mod hendes mand.

»Hvem vil fortælle det til nogen, som ikke er nærmeste familie?« skriver hun med henvisning til komplikationerne:

»Og hvornår holdt man op med at forstå betydningen af 'private anliggender'?«

Maja Nilsson Lindelöf fortæller videre om, hvorfor de ikke meldte den virkelige grund ud til offentligheden.

Og først har gjort det nu efter fødslen, der forløb fint.

»Hvis nogen anden end vores nærmeste omgangskreds havde fået nys om omstændighederne, var mit hjerte blevet knust. Ingen skal blande sig i vores privatliv. Ingen har noget med min søns velbefindende eller min graviditet at gøre,« skriver hun i sit blog-indlæg, der i øvrigt har overskriften 'Os mod verden'.