Simon Kjær var blevet placeret på bænken, da hans franske mandskab Lille lørdag aften mødte lilleputterne fra SC Bastia i den franske pokalturnering.

Og det skulle vise sig at være en skidt beslutning af træner René Girard, der havde rokeret på flere positioner i kampen mod SC Bastia, som p.t. er placeret på næstsidstepladsen i Ligue 1.

Allerede efter 25 minutter havde Floyd Ayité med to mål nemlig gjort det mere end svært for Lille, og selvom Simon Kjærs holdkammerater pressede på resten af kampen, lykkedes det dem aldrig at omsætte chancerne til mål.

Kampen endte 2-0, og dermed er Lille ude af den franske pokalturnering. Måske meget fint for Simon Kjær og resten af Lille-mandskabet, der i stedet kan koncentrere sig om ligaen, hvor det langt fra går så godt som i sidste sæson, hvor holdet endte på tredjepladsen. På nuværende tidspunkt er Lille placeret på 13. pladsen.