Michael Laudrup har et stort navn i Spanien – selv i den yngste generation åbenbart.

Det stod klart for den danske fodboldlegende, der stadig morer sig over en bestemt historie.

»Jeg var i en lufthavn, i Valencia tror jeg, og en far kom med sin søn, som var 10 eller 11 år gammel, og bad mig tage et billede med dem,« siger han til den Madrid-baserede avis AS op til storkampen mellem Barcelona og Real Madrid, der blev spillet søndag aften og endte med 2-1 til førstnævnte.

»Da vi skulle stille op til billedet, sagde faren til sønnen: 'Se, det her var en fantastisk fodboldspiller...', og inden han var færdig med sætningen, vendte sønnen sig om, stirrede på sin far og svarede: '5-0, 5-0'.

Det henviser selvfølgelig til Laudrups 5-0-Clasico-sejre, som han opnåede med både Barcelona og Real Madrid.

»Jeg var helt målløs og grinede, for han var ikke født,« siger Laudrup om sejrene i 90erne.

»Jeg sagde til faderen: 'YouTube er godt for noget'.«

Søndag aften tog topholdet Barcelona mod efterfølgerne fra Real Madrid, og Laudrup spåede, at den ville ende 1-1.

Det var også stillingen, da holdene gik ind i tillægstiden på Camp Nou, men til sidst fik Barcelonas Franck Kessie bolden i nettet til enorm jubel blandt tilskuerne på lægterne.