Det er kun få dage siden, at de to tidligere fodboldspillere David Beckham og Gary Neville overtog fodboldklubben Salford City.
Og de to klubejere ligger ikke på den lade side, da de har ambitioner om at rykke op i Premier League.
De har allerede startet en regulær udrensning af truppen, der spiller i den engelske 2. division.
Hele 17 spillere har fået at vide, at de ikke skal møde igen, da de er blevet opsagt.
Det skriver Daily Mail.
Beckham og Neville er med i et konsortium med finansmanden Mervyn Davies og forretningsmanden Declan Kelly. De fire har købt klubben gennem konsortiet.
De to stjerner har været involveret i Salford City sammen med fire andre Manchester United-legender i flere år.
Men nu er Paul Scholes, Phil Neville, Nicky Butt og Ryan Giggs fortid som ejere.
De tidligere United-stjerner købte Salford City i 2014. Dengang var klubben placeret i en regionalliga – men siden er de rykket op fire gange.
Daily Mail skriver, at Paul Scholes og Ryan Giggs vil fungere som rådgivere i klubben.
David Beckham har fortalt, at de vil gøre Wrexham kunsten efter. Det lykkedes Wrexham at rykke op i Championship til næste sæson – klubben er ejet af skuespillerne Rob McElhenney og Ryan Reynolds.