Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der bliver nynnet på fuld drøn gennem telefonen, for B.T. har bedt om en forsmag på sommerens formodede fodboldhit.

B.T. kan nemlig fortælle, at duoen Lidt til Lægterne, der tog Danmark med storm under EM sidste sommer, igen skal få EM-feberen til at rase. De står nemlig bag den officielle sang for, når det i juli bliver de danske kvinders tur til at skyde efter EM-guld.

»Du kan bare skrive, at det er noget af det bedste, du har hørt,« lyder det med et grin fra komiker Martin Johannes Larsen.

Duoen skal forsøge at matche – eller toppe – et hit som eksemplevis 'Simon Kjær han kan godt li' Calzonæ', når de udgiver deres slagsang til ære for kvindelandsholdet, der spiller EM i England. Forhåbentlig en 'rigtig sommerslasker', som de selv formulerer det om nummeret, der udkommer 24. juni, hvor kvindelandsholdet også møder Brasilien i Parken.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi er kæmpe fans af fodbold, og vi synes også, at det har været sjovt at lave Lidt til Lægterne. Vi har undervejs lavet nogle sange til kvinderne, men da DBU spurgte, om vi ville lave det, så hakkede vi til med det samme,« siger Mads Bo Iversen, der ud over slagsangene for Lidt til Lægterne er forsanger hos hitmagerne Phlake.

»Det faldt os rimelig naturligt at lave én til kvinderne,« siger Martin Johannes Larsen.

De fortæller, at de mangler at få teksten helt på plads, og håber, at folk vil byde ind med lækre detaljer eller rim, som det skete sidste sommer.

»Vi har et virkelig fint og engageret publikum på vores Instagram. De bød ind med sindssygt meget sidste sommer under mændenes EM-slutrunde. Så vi kommer til at bede om hjælp,« siger Martin Johannes Larsen.

Foto: Anders Kjærbye/dbufoto.dk
Foto: Anders Kjærbye/dbufoto.dk
Vis mere

»Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke kender kvindeholdet lige så godt som herrerne, så der er helt sikkert nogle større eksperter end os derude,« siger makkeren.

I havde kæmpe succes under EM. Er det farligt at forsøge at gøre det hele en gang til?

»Ikke når man hedder Lidt til Lægterne,« lyder det fra Martin Johannes Larsen med et grin.

»Ej, det er der jo altid. Men vi er på ingen måde tømte for ideer.«

»Og indbakken er fuldkommen proppet,« siger Mads Bo, der suppleres af makkeren:

»Den er så fuld, at vi har fået en til at hjælpe med den,« siger Martin Johannes Larsen og griner.

Duoen regner med at fortsætte frem til slutningen af året, hvor herrelandsholdet spiller VM.

»Mon ikke vi gør det,« siger Mads Bo Iversen.

Kvindernes EM begynder 8. juli, når de møder Tyskland. Bagefter venter Finland og Spanien.

»Vi glæder os til at følge med, og folk kan forhåbentlig glæde sig til en rigtig god sang,« siger Martin Johannes Larsen afslutningsvis.

Andre læser også