I sidste uge blev det meddelt, at Lukas Lerager stopper i FC København ved kontraktudløb til nytår. Parterne kunne ikke blive enige om vilkårene for en ny aftale.
Tipsbladet skrev efterfølgende, at FCK kun ville fastholde Leragers nuværende løn på en aftale i et halvt eller et helt år. Hvis kontrakten skulle være længere, skulle lønnen sænkes, lød det.
Uden at bekræfte Tipsbladets oplysninger direkte siger Lukas Lerager i et interview med Viaplay, at han og klubben i hvert fald ikke var enige om, hvor meget hans alder på 32 år skulle have indvirkning på aftalen.
- Jeg kan ikke gå ind i for mange detaljer. Men det var jo den måde, den (kontrakten, red.) skulle strikkes sammen på. Det kunne jeg ikke se mig selv i. Mest af alt på grund af det jeg har præsteret, siger han til Viaplay.
- Jeg ved godt, at jeg har en vis alder, men hvis det kun er alder, de kigger på, så kan de lige så godt putte alle deres GPS’er, som de går meget op i, væk.
- For hvis de tal er så vigtige, når du har GPS på, så skal du måske også lige gå ned og banke på døren og så spørge, hvem der har trænet mest. Og det har jeg. Lige der syntes jeg, at tingene ikke kunne hænge sammen, også i forhold til signalværdi.
Lerager skiftede til FCK fra italienske Genoa i vinteren 2021. Først på en lejeaftale, der senere endte i et regulært klubskifte.
Han har været med til at kvalificere FCK til Champions League tre gange, vundet tre mesterskaber og to pokalfinaler.
Han står noteret for 215 kampe for klubben forud for onsdagens Champions League-kamp i Parken.
/ritzau/
