Ole Gunnar Solskjær vil ikke selv være landstræner. Men den tidligere Manchester United-angriber vil gerne give god råd til den kommende landstræner, der som bekendt heller ikke kommer til at hedde Ståle Solbakken, selvom FCKs manager en overgang var i spil til jobbet.

Solskjær mener, at det vil være bedst for Norge, hvis landsholdet vender tilbage til Drillo-stilen, den lidt primitive fodbold, som den tidligere landstræner Egil Olsen stod for i 90erne, hvor nordmændene var med til VM både i 1994 og i 1998, hvor man sensationelt besejrede Brasilien i gruppespillet.

»Vi må nok erkende, at vi... jeg har jo selv tænkt tanken: »Hvad hvis jeg havde jobbet? Hvilken slags spillestil?« Man må tilbage til back to basics, man må være gennembrudshidsige. Jeg havde en fantastisk tid på landsholdet både under Åge (Hareide, red.) og Nils Johan (Semb, red.), men det var Drillo, som lagde grundstenen, og måske skal gå tilbage den tid,« siger Solskjær ifølge VG.

De rosende ord kommer lidt bag på den 74-årige Egil 'Drillo' Olsen, der senest igen var norsk landstræner i perioden 2009-13.

»Kommentaren fra Ole G er lidt overraskende, men så meget desto bedre,« lyder det fra Drillo til VG på en sms.

Solskjær har afvist, at han selv skulle være interesseret i landstrænerposten, og han har sagt nej til det norske fodboldforbunds følere. Men han har en klar holdning til, hvordan man kan forbedre landsholdet.

»Fremme på banen har mange spændende spillere. I bagerste del har desværre ikke nok bautasten. Fundamentet til et hold skal bygges med en solid defensiv mur, og det har vi måske ikke haft på grund af spillere, som er ude af form, fordi de måske ikke har spillet nok. For de er gode nok, når de er i form.«

»Jeg bliver nok ikke associeret med en stram defensiv struktur og gennembrudshidsighed, sådan som Drillo gjorde. Men vi må erkende, at det er den type fodbold, som Norge er bedst, og som vi måske bør gå tilbage til.«

Solskjær har sagt nej til landstrænerjobbet, fordi han som træner gerne først vil med Molde i Champions League-gruppespillet. Han er åben for at blive landstræner på et senere tidpunkt i karrieren.

Lige nu ligner amerikaneren Bob Bradley det bedste bud på en ny norsk landstræner.