Den italienske angrebslegende Christian Vieri blander sig nu i diskussionen om Christian Eriksens manglende spilletid i Inter.

Danskeren har siden skiftet i januar spillet fem kampe – men han er blot startet på banen en enkelt gang.

I de fire øvrige er Eriksen blevet skiftet ind i kampens slutfase.

Alt i alt giver det beskedne 137 minutters kamptræning i Inter-trøjen for Christian Eriksen.

Og Christian Vieri, som selv havde stor succes i Inter i 1999-2005, er uforstående overfor, at træner Antonio Conte ikke i højere grad bruger sit nye stjerneindkøb.

»Vi vil gøre et stort nummer ud af Eriksen? Jeg har aldrig set ham i vanskeligheder, når han har spillet. Han gjorde det godt i 10’er-rollen, da han kom ind mod Lazio,« siger Vieri i det italienske tv-program Tiki Taka.

Efter netop søndagens opgør mod Lazio, som Inter tabte 1-2, blev Antonio Conte spurgt om Eriksens fravær i startopstillingen – og om danskeren ikke skulle have en fri rolle bag de to angribere.

Her lød Contes svar:

»Jeg tror på, at du i enhver situation må finde balance mellem offensive og defensive træk. Vi kan ikke tro, at en spiller kan ændre et holds skæbne, og specielt ikke når vi er kommet så langt uden Eriksen.«

Men den forklaring køber Christian Vieri ikke.

»Hvis du tror, han kan ødelægge balancen på holdet, hvorfor så købe ham?« siger den tidligere angriber, der selv nåede at score 103 gange i sin tid i Inter.