Kald ham bare Jesus, for Pierre-Emile Højbjerg kan stort set gå på vandet for tiden.
Den danske Tottenham-spiller har imponeret voldsomt, siden han i sommer skiftede fra Southampton, og det har ikke skortet på roserne. Nu er der mere hyldest at hælde i Højbjergs glas.
Denne gang er det Tottenham-legenden Glenn Hoddles tur til at slikke sig om munden over den danske landsholdsspillers evner på den centrale midtbane hos José Mourinho.
»I starten af sæsonen vidste jeg ikke, hvad han ville bidrage med. Ville han udelukkende være en defensiv midtbanespiller? Han er bedre end det. Han bruger bolden rigtig godt. Han holder det simpelt og kender sine kvaliteter,« siger Hoddle til The Sun og slår helt fast:

Han er langt foran alle andre af den spillertype i ligaen i år. Han spiller ekstremt godt.
Glenn Hoddle dækker Premier League for Amazon Prime, hvor han er med som ekspert. Og her har han altså lagt mærke til Pierre-Emile Højbjerg, som sammen med anfører og målmand Hugo Lloris har spillet allerflest minutter i Premier League for José Mourinhos tropper.
»Jeg ved godt, at Lloris er anfører, men jeg ser ham som drivkraften på holdet, som bosser folk rundt,« siger Hoddle og sætter flere ord på Højbjergs betydning:
»Han er en ægte leder på banen. Han fortæller folk, hvor de skal løbe hen, han bosser dem rundt, han er en vinder. Det kan du se. Han er næsten en irriterende vinder.«
Pierre-Emile Højbjerg har sammen med holdkammeraterne sørget for en fin start for Tottenham, der ligger nummer fire i Premier League efter 16 kampe. Her ligger man fire point efter Liverpool og Manchester United i toppen.