Da Gary Neville var en fast bestanddel af Manchester Uniteds forsvar, vandt klubben den ene titel efter den anden.
Nu er situationen en helt anden, og tirsdag skuffede storklubben igen fælt. Det får Neville til at slagte klubben og manager Ruben Amorim.
»Det var det værste af det værste,« sagde klublegenden ifølge Sky Sports i 'The Gary Neville podcast', efter at Manchester United på hjemmebane kun fik 1-1 mod Premier Leagues suveræne bundprop, Wolverhampton.
Det var blot bundholdets tredje point hele sæsonen, og før kampen på Old Trafford havde holdet tabt 12 kampe i træk på tværs af alle turneringer.
»De blev ikke bare buhet ud ved slutfløjt. Fansene blev på stadion for at fortsætte med at buhe af dem,« tilføjede Gary Neville.
Derefter rettede han skytset mod Uniteds manager, Ruben Amorim.
Neville forstår ikke, at Amorim skiftede system og spillede med tre spillere i bagkæden, efter at det ellers havde fungeret fint med en firebackkæde i sejren over Newcastle fire dage forinden.
»Nej, Ruben, hvorfor har du gjort det?,« siger Gary Neville i podcasten om sine tanker, da Uniteds portugisiske manager havde rystet posen og ændret opstilling.
»Manageren må se på det og tænke: 'Jeg tog fejl. Jeg gjorde det for kompliceret',« tilføjer Gary Neville.
Den legendariske United-højreback undrer sig også over Ruben Amorims udskiftninger, som ifølge Neville var »bizarre« og kun gjorde holdet dårligere.
Med det uafgjorte resultat er Manchester United på sjettepladsen i Premier League. Der er 15 point op til førerholdet Arsenal.
Gary Neville repræsenterede Manchester United fra 1992 til 2011. Han vandt i den periode hele 20 trofæer med klubben.
