I hjemlandet var han kendt som 'træneren over alle trænere' efter sin succesfulde periode som landstræner.

Nu er trænerlegenden Miroslav Blazevic død i en alder af 87 år efter længere tids kamp mod prostatakræft.

Det bekræfter det kroatiske fodboldforbund på Twitter.

Blazevics største triumf var at føre Kroatiens landshold til VM-bronze i 1998.

Det var første gang, Kroatien var med til VM som en selvstændig nation.

I kvalifikationen til slutrunden så han sit hold tabe 1-3 til Danmark i Parken i efteråret 1997.

'Den legendariske Kroatien-træner Miroslav Blazevic døde i dag i Zagreb. Må han hvile i fred. Forbundet sender sine dybeste kondolencer til hans elskede på vegne af hele den kroatiske fodboldfamilie,' skriver det kroatiske forbund.

Hans karriere som træner varede fra 1968 til 2015, hvor han ud over Kroatiens landshold også nåede at stå i spidsen for blandt andre Schweiz, Iran og Bosnien-Hercegovina.

Han formåede desuden at vinde den bedste række i Jugoslavien og Schweiz med henholdsvis Dinamo Zagreb og Grasshopper Zürich.