Miroslav Klose bliver fra den kommende sæson assistent for Hansi Flick i Bayern Münchens trænerstab.

Bayern München-træner Hansi Flick får prominent hjælp fra og med den kommende sæson.

Den sydtyske storklub har hyret den mangeårige landsholdsangriber Miroslav Klose som Flicks assistent.

Klose tiltræder på en etårig kontrakt gældende fra 1. juli, oplyser Bayern München i en pressemeddelelse.

41-årige Klose har de seneste to år stået i spidsen for klubbens U17-hold.

- Han er den bedste tyske angriber de seneste 15-20 år. Jeg er overbevist om, at især vores angribere kan profitere af at få ham som træner. Han var Hansi Flicks førsteprioritet, siger Bayern München-formand Karl-Heinz Rummenigge.

/ritzau/