At Paul Gascoigne var en populær mand i det italienske, var der ingen tvivl om.

Og det fik legenden i den grad at mærke, fortæller han i et interview med engelske BT Sport.

Da han skiftede til Lazio i 1992, stod der 10.000 fans klar i lufthavnen, fortæller han. Det var overvældende, og de hyldede ham.

»Det bliver man vant til. De fans var fantastiske, de sang mit navn. Jeg kan huske, jeg engang tog tilbage efter at have været væk i fem år. Jeg tog til Italien på ferie og søgte mod bjergene.«

Sådan fortæller Paul Gascoigne om en oplevelse, der ikke kun var sjov. For her fandt han ud af, de bestemt ikke havde glemt ham, og det endte faktisk med, at han måtte tilkalde vagter.

»Der var en café. En af de gutter, der ejede den, gik ind og så sagde han: 'Du er Gascoigne!' Jeg svarede: 'Nej, jeg er ikke',« fortæller den tidligere fodboldspiller, der dog ikke havde held med at snyde ejeren.

»Jeg så, der hang et billede af mig bag ved ham, og tænkte 'åh, shit!'. Jeg kan se, han tager sin telefon, og 40 minutter senere dukkede 8.000 mennesker op. Jeg måtte hente vagterne, så det var ret skræmmende,« siger Paul Gascoigne.

Den 54-årige englænder havde en glorværdig karriere, der foruden Lazio bød på klubber som Newcastle, Tottenham og Rangers. Han nåede desuden at spille 57 landskampe for England, hvori han scorede ti mål.

Efter sit fodboldfarvel i 2004 begyndte skandalerne dog at stå i kø. Her dukkede vedvarende beretninger om et massivt alkoholmisbrug op, og så sent som i 2017 lod han sig indskrive på et afvænningscenter.

De seneste år har også været plaget af historier om overfald på fotografer og en ekskæreste samt en personlig konkurs.