Ronald Koeman blev alvorligt forskrækket, da han tidligere i maj blev indlagt på hospitalet med hjerteproblemer.
Den hollandske landstræner måtte igennem en akut hjerteoperation, men sygdommen har ikke fået den 57-årige legende til at skrue ned for ambitionerne. Tværtimod.
Koeman, der var en af stjernerne på Barcelonas Dream Team i 1990erne, erklærer nu åbent, at han stadig går målrettet efter at træne sin gamle klub.
Det sker i et interview med Catalunya Ràdio, hvor han også afslører, at han tidligere har været i dialog med Barca.
»Jeg fik et opkald (fra Barcelona, red.), som jeg har forklaret mange gange. Men jeg vil holde mit ord over for landsholdet. Jeg troede, vi havde EM denne sommer. Jeg er glad for, hvordan tingene er på landsholdet, og for mig er det den vigtigste ting lige nu. Der er ingen af os, der ved, hvad der vil ske i fremtiden,« siger Koeman, som samtidig afslører, at han har en udvej i sin aftale med det hollandske fodboldforbund.
»I min kontrakt er der en klausul, som gør, at jeg kan forlade landstrænerjobbet efter EM, men det er ikke tiden at tænke på det lige nu. Alle ved, at min drøm er at træne Barca. Forhåbentlig får jeg muligheden for at gøre det i fremtiden,« siger han og tilføjer:
»Men som altid afhænger det af din indsats og succes som træner - du har brug for meget erfaring for at træne et hold som Barca.«
Ronald Koeman har været landstræner for Holland siden 2018. Derudover har han tidligere været cheftræner i klubber som Everton, Ajax, PSV, Benfica og Southampton.


