Sir Bobby Charlton har fået demens. Det bekræfter hans kone, lady Norman, til The Telegraph.

Sky Sports skriver, at hun er glad for, at nyheden nu er ude i offentligheden. Det kommer i kølvandet på dødfaldet af Nobby Stiles, som var holdkammerat med sir Bobby Charlton og døde fredag. Stiles var en af profilerne ved VM i 1966, hvor England løb med guldmedaljerne.

Charltons bror, Jack Charlton, der også var med til at vinde VM i 1966, døde i juli, og han var også blevet diagnosticeret med demens.

Sir Bobby Charlton betragtes som en af de største legender i engelsk fodbold.

Han var med 49 mål for landsholdet længe Englands topscorer gennem tiderne. Lige indtil Wayne Rooney tog titlen fra ham. Samme titel tog Rooney fra Charlton i Manchester United, hvor Charlton scorede 249 mål. De mange mål skal ses i lyset af, at han var midtbanespiller.

Den 83-årige legende var ligeledes med til at vinde VM i 1966. Ved slutrunden scorede Charlton tre mål.

Sir Bobby Charlton var også blandt de overlevende i flystyrtet ved München i 1958. Manchester United var på vej tilbage til England, da flyet forulykkede, og 20 ud af 44 omkom.

10 år senere blev han så den store helt, da han med to mål i finalen over Benfica sikrede triumfen i Mesterholdenes Europa Cup.

I 2016 blev Old Traffords sydtribune opkaldt efter Charlton, der har opnået legendestatus i klubben.