I årevis var han en højtelsket fodboldkommentator – men nu kæmper han med det, han tjente sine penge på. Stemmen.

64-årige Chris Kamara var efter sin succesfulde fodboldkarriere ansat i 24 sæsoner hos Sky Sports. Men i år stoppede han, efter han offentliggjorde, at han led af apraksi. En sygdom, der har påvirket hans evne til at tale.

I et nyt interview med podcasten 'Diary of a CEO' fortæller Kamara, at der er dage, han vågner op, hvor han frygter, at hans stemme er helt forsvundet.

»Det opsluger mit sind, eller det har det gjort for mig. Hver dag vågner jeg op, og det første, jeg tænker, er 'er jeg i stand til at tale i dag?',« siger Kamara i interviewet, hvor man tydeligt kan høre, at stemmen er stærkt påvirket af sygdommen.

Det har været svært for den tidligere fodboldspiller at omstille sig til den nye virkelighed.

»Det er stemmen, der plejede at komme ud med 300 mil i timen – du har set mig på Soccer Saturday, motormunden, uden at vente på et åndedrag, bare fortsætte … Nu når jeg hører mig selv eller ser mig selv på tv, er det noget andet. Det er mærkeligt. Virkelig mærkeligt,« siger han og forklarer videre.

»Nogle dage går det langsomt med beskeden fra hjernen til munden, hvilket gør det svært. Og nogle dage kommer ordene ud på en anden måde i forhold til, hvad du prøver at sige, og det er endnu mere mærkeligt. Det har været svært at acceptere, og det er det stadig,« siger han.

Kamara fortsætter dog med at udføre visse tv-opgaver, mens han tilføjer, at han er utroligt glad for sit liv med familien på trods af sygdommen.