Den amerikanske film- og musikstjerne Will Smith skal fremføre den officielle slutrundesang i forbindelse med fodbold-VM i Rusland, hvor det går løs 14. juni.

Det skriver Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i en pressemeddelelse.

Will Smith får selskab af kunstnerne Nicky Jam og Era Istrefi på sangen, som har titlen "Live It Up". Sangen er produceret af dj'en Diplo.

"Live It Up" kan høres på diverse streamingtjenester fra på fredag. Musikvideoen til sangen kan ses fra 7. juni, oplyser Fifa.

For Will Smith er det en ære at blive spurgt om at være med på sangen, siger han.

»Denne globale begivenhed bringer folk fra hele verden sammen for at heppe, grine og opleve magi. I sidste ende handler det om, at vi bare vil se verden danse,« siger Will Smith i pressemeddelelsen.

VM-sange har før været lig med sommerens monsterhit. Det gjorde sig eksempelvis gældende tilbage ved VM i Sydafrika i 2010.

Her hittede den colombianske sangerinde Shakira stort med "Waka Waka (This Time for Africa)".

/ritzau/