Traditionsklubberne Leeds og Manchester United har historisk været store rivaler, men da de to hold søndag stødte sammen, var det tydeligt, at det er årtier siden, rivaliseringen var på sit højeste.

De to mandskaber leverede en tam affære på Elland Road, hvor det endte med en 1-1-pointdeling.

Det uafgjorte resultat betyder, at Leeds udbygger en ubesejret stime, der nu tæller syv kampe. Seneste nederlag kom i slutningen af november, og det har betydet, at oprykkerne har taget lidt afstand til nedrykningsstregen i bunden.

United leverer for tiden svingende resultater og er samtidig stærkt svækket, da Africa Cup of Nations og flere skader har tyndet ud i de offensive muligheder. Det var tydeligt i søndagens kamp, at offensiven manglede bid.

Da Leeds heller ikke imponerede, var det ikke fodbold på et højt niveau, der prægede første halvleg. Der var langt mellem de store trusler i begge ender, men op mod pausen lykkedes det hvert hold at vise en flig af farlighed.

Først var hjemmeholdets Dominic Calvert-Lewin tæt på, da han kom forrest på et indlæg og stangede bolden på ydersiden af stolpen.

Få minutter senere var det så Manchester Uniteds Leny Yoro, der truede med pandebrasken. Fra nært hold dirigerede han bolden mod Leeds-kassen, men Lucas Perri mellem stængerne var vaks og afviste.

Det var ikke, fordi spillet blev bedre efter pausen, og derfor skulle der en defensiv blunder til, før et hold fandt vej til netmaskerne.

Leeds straffede et sløset United-boldtab, da Brenden Aaronson opsnappede bolden foran midtstopper Ayden Heaven, der sov i situationen. Aaronson sparkede kynisk bolden i kassen.

Jublen forstummede dog hurtigt på lægterne. Blot to minutter senere blev Matheus Cunha sendt i dybden, og selv om han havnede i en spids vinkel, var Leeds-keeper Perri på mellemhånd, og det udnyttede brasilianeren.

Derfra strammede begge holds bageste geled op, og så blev det igen tydeligt, at ingen af de to offensiver havde dagen.

/ritzau/