Lazio og Gustav Isaksen stormer frem: Alligevel giver ekspert hård dom
Spiller Lazio langt over niveau i øjeblikket? Det vurderer Karsten Krogh.

Spiller Lazio langt over niveau i øjeblikket? Det vurderer Karsten Krogh.

Ubesejret i Serie A, nummer et i tabellen og ni sejre ud af ti mulige.
Lazio, med danske Gustav Isaksen og Oliver Provstgaard i truppen, stormer i øjeblikket frem i den italienske liga.
Alligevel tror Serie A-ekspert hos podcasten Mediano, Karsten Krogh, ikke på, at den gode stime fortsætter.
Sådan lyder dommen i den seneste udgave af B.T. Fodbold, hvor eksperten giver sin vurdering af situationen i den romerske klub, der ifølge ham blandt andet har træner Gennaro Gattuso at takke for sin succes.
»Lazio har fået en træner, der virkelig tror på sin spillertrup - og det har de ikke haft i noget tid. Det lyder banalt, at et fodboldhold kan blive så godt, fordi træneren stoler på spillerne. Men det er ikke løgn. Flere af spillerne har varmet bænken i flere sæsoner, og nu er de pludselig faste spillere og gør det meget bedre, end man har set før,« siger Karsten Krogh og tilføjer:
»Lazio er en humlebi, der spiller for godt til deres egentlige materiale, som mest af alt passer til en syvende-, ottende- eller niendeplads i Serie A. Det var med bange anelser, at holdet gik ind til sæsonen, men så fik det medvind i starten, og på det seneste har de spillet rigtig godt,« fortsætter eksperten.
Men Karsten Krogh er overbevist om, at Lazio ikke kan holde stimen resten af sæsonen.
»Det kan de overhovedet ikke. De spiller langt, langt over niveau. Hvis holdet kommer i top fire, vil det være et decideret mirakel.«
»En top-seksplacering vil også være mere end godkendt for det her hold, som nogle så som en nedrykningskandidat, inden sæsonen begyndte. De kan på ingen måde holde den her stime kørende. De har haft alt det held, de kan få. Alle tætte kampe er gået Lazios vej – og det bliver ikke ved,« vurderer Karsten Krogh.
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.