Midterforsvareren Oliver Provstgaard ser lige nu ud til at være et af de bedste bud på en ny fast mand i landsholdstruppen efter Simon Kjær og Jannik Vestergaards stop.

Han skiftede for halvandet år siden Vejle ud med Lazio, og især det seneste halve års tid har han etableret sig som fast mand for den italienske hovedstadsklub.

Landstræner Brian Riemer er imponeret og glad for, at hans indledende skepsis blev gjort til skamme.

- Oliver skal have utrolig stor kredit for det, han har leveret gennem det seneste års tid. Da han skiftede til Lazio, var jeg lidt i tvivl om, om han havde taget et lidt for stort skridt.

- Men han har fuldstændig modbevist mig. Han spiller med stor autoritet og kvalitet, og samlingen i juni bevidnede, at han har taget det direkte med ind på landsholdet, siger Riemer.

23-årige Provstgaard debuterede med en sen indskiftning mod Nordmakedonien i marts og fik siden sin første kamp fra start mod DR Congo i juni.

20-årige Lucas Høgsberg kom lidt tidligere ind i landsholdsvarmen og står noteret for seks kampe. Han er dog denne gang fravalgt og sendt ned på U21-landsholdet.

Strasbourg-spilleren står stadig stærkt i Riemers tanker, men han har haft en svær periode med mindre spilletid på klubholdet. Og det er vilkårene for de unge folk som Høgsberg og Provstgaard, mener landstræneren.

- Oliver er en spiller med en lys fremtid. Man skal bare huske på, at for de unge spillere går det op og ned. Der kan sagtens komme et bump på vejen for ham også. Men lige nu glæder vi os bare over, at det går supergodt, siger Riemer.

Som fjerdemand til det centrale forsvar har Riemer til de kommende fire kampe i Nations League udtaget Victor Nelsson, efter at han har fået en god start efter sin tilbagevenden til FC Nordsjælland.

Rasmus Nicolaisen var også med i overvejelserne, afslører Riemer, men Toulouse-spilleren er løbet ind i en skade.

RITZAU