De kender vist godt navnet 'Brian Laudrup' i Skotland.

For den tidligere danske landsholdsspiller spillede i store dele af sin karriere i den skotske storklub Glasgow Rangers, og her satte han et markant aftryk med sit fodboldtalent.

Og netop det aftryk er da heller ikke gået en anden kendt landsholdsspillers næse forbi.

Brian Laudrups kollega på Discovery Thomas Gravesen, der spillede en årrække hos de skotske ærkerivaler Celtic, har nemlig kun roser til overs for Laudrups år i Rangers.

Foto: NICK POTTS ACTION IMAGES
Vis mere

Faktisk storhylder han det danske fodbold-ikon.

»Brian har jo et fantastisk ry deroppe (i Skotland, red.), og selv vi inkarnede Celtic-fans bliver nødt til at tage hatten af for det, han har præsteret,« sagde Gravesen i Europa League-studiet torsdag aften.

Men de rosende ord stoppede ikke her, for Laudrup er ifølge Thomas Gravesen noget helt unikt i skotsk fodbold:

»Brian er den bedste fodboldspiller, der nogensinde har spillet i skotland. Det er jeg bare nødt til at sige.«

Efterfølgende virkede Briand Laudrup da også nærmest helt rørt af ordene fra sin fodbold-kollega. Han havde i hvert fald svært ved at finde ord for Gravesens hyldest.

»Jamen, det er... det er jo meget, meget fornemt, må jeg sige,« var Rangers-stjernens reaktion.

Tidligere fredag kom det frem, at den danske fodboldlegende efter nytår ikke længere skal være ansigtet udadtil for bettingfirmaet Unibet.

Rollen som reklamesøjle for Unibet har været stærtk kritiseret, og den kritik har B.T. forsøgt at forholde Brian Laudrup adskillige gange gennem de seneste mange måneder.

51-årige Brian Laudrup.
51-årige Brian Laudrup. Foto: PETER CZIBORRA
Vis mere

Fredag modtog B.T. så et svar fra Brian Laudrup.

»Jeg vil gerne understrege, at en meget vigtig del af samarbejdet har handlet om at opfordre til at spille med omtanke og gøre opmærksom på de initiativer og værktøjer til at sikre sunde spilvaner, som Unibet er førende på,« lyder det i en udtalelse fra danskeren.

Hos Unibet erkender general manager Kim Olesen også, at netop diskussionen om, hvorvidt kendte mennesker skal opfordre til spil, har spillet ind på beslutningen om ikke at forlænge aftalen med Brian Laudrup.

»Vi er endnu ikke afklarede i forhold til, i hvilken retning vi skal gå, men vi er ikke tonedøve i forhold til holdningerne om kendte mennesker i spilreklamer, og vi tager selvfølgelig samfundsforholdene i betragtning, når vi lægger retningen for vores fremtidige markedsføring,« udtaler Kim Olesen.

Brian Laudrup spillede fra 1994 til 1998 hele 116 kampe og lavede 33 mål i Rangers-trøjen.

Du kan se klippet, hvor Thomas Gravesen hylder Brian Laudrup, øverst i artiklen.