Michael Laudrup undrer sig nomineringerne til FIFA Ballon d’Or og spørger, hvad prisen egentlig gives for.

Badet i blitzlys, omgivet af fodboldens mest magtfulde herrer og største koryfæer sidder de klar. I dagens anledning iført hver deres stive jakkesæt. Lionel Messi, Andrés Iniesta og Xavi. Én af dem modtager i aften den mest prestigefulde personlige hæder i fodboldverdenen, FIFA Ballon d’Or ved et gallashow i Zürich.

Men er de tre Barca-stjerner nu også de mest værdige som nominerede til den fornemme pris? Det mener Michael Laudrup ikke.

- Jeg ville pege på Wesley Sneijder som vinderen. Han vandt Champions League, den italienske liga og den italienske pokalturnering med Inter og kom i VM-finalen med Holland og scorede fem mål i turneringen. Det er altså svært at overgå, siger Michael Laudrup til sporten.dk

- Vi kan sammenligne med Xavi og Iniesta. Iniesta scorede det afgørende mål i VM-finalen og Xavi har i jeg ved ikke hvor lang tid spillet på et utrolig højt niveau. De har vundet den spanske liga og VM. For mig at se har Sneijder præsteret mere, end de har i år, slår den danske fodboldlegende fast.

Han undrer sig over at FIFA og fodboldmagasinet France Football har set stort på årtiers traditioner ved udvælgelsen af de tre nominerede til prisen.

- I de sidste 20 år er det tydeligt, at prisen er gået til en spiller, som har gjort det fremragende ved EM og især VM, i de år, hvor der har været en slutrunde. Men også til spillere som vinder titler, siger Michael Laudrup.

Derfor beder han de høje herrer blive enige med sig selv om, hvad de vil premiere med FIFA Ballon d’Or.

- De skal spørge sig selv, hvorfor de uddeler prisen. Er det til den spiller, som har vundet flest titler, til årets bedste spiller eller til den bedste spiller i en enkelt, afgørende kamp, spørger Michael Laudrup.

Andrés Iniesta blev folkehelt i Spanien, da han scorede VM-finalens eneste mål i sejren over Holland og Wesley Sneijder. Laudrup ser ham dog som den svageste af de tre kandidater.

- Kigger vi på de tre spilleres individuelle niveau, bør den måske gå til Xavi, fordi han har holdt så højt et niveau i så lang tid. Men hvis de vil give den til den bedste spiller lige nu, så skal den uden tvivl gå til Messi. Siden han scorede fire mål mod Arsenal i april har Messi været fuldstændig uden for konkurrence, med al respekt for Cristiano Ronaldo. Jeg ved ærlig talt ikke, hvem jeg ville vælge af Messi og Xavi, siger Michael Laudrup.

Alligevel har han sin personlige favorit.

- Jeg kunne godt tænke mig, at Xavi vandt Ballon d’or, men Paolo Maldini fik den jo heller aldrig. Med spanske briller burde Xavi måske vinde, og selvom han ikke gør, vil han altid være højt respekteret for det, han har opnået, siger Michael Laudrup.

FIFA Ballon d’Or er en sammenslutning af FIFA World Player of the Year og magasinet France Football’s pris Ballon d’Or. Den uddeles mandag aften i Zürich Kongresshaus.

NU ER DET GRATIS AT REGERE ENGLAND - KLIK HER OG SPIL PREMIER LEAGUE DRØMMEHOLDET GRATIS HER.