Michael Laudrup er som klubtræner i Qatar et attraktivt emne som kommende landstræner i ørkenstaten.

I øjeblikket er spanieren Felix Sanchez ansat som Qatars midlertidige landstræner. Han trådte til, da Jorge Fossati trådte tilbage.

Ali Al Salat, en talsmand fra fodboldforbundet i Qatar, fortæller onsdag til BT, at Laudrup var kandidat til jobbet, inden Fossati blev ansat.

Laudrup afviser at have fået et tilbud fra Qatar og koncentrerer sig om sit eget klubhold.

»Med hensyn til landstrænerjobbet i Qatar, så ved jeg kun, at Fossati stoppede i juni og at U-23 landstræneren Felix Sanchez har haft ansvaret i de to sidste kvalkampe til VM 2018 mod Syrien og Kina. Hvad der sker med denne post, aner jeg ikke,« skriver Michael Laudrup i en mail til BT Sporten.

Han fortsætter:

»Jeg koncentrerer mig om mit arbejde med klubben, hvor vi efter lang opstart netop er gået i gang med ligaen.«

Laudrup er cheftræner for Al-Rayyan, som indledte sæsonen med en 4-2-sejr ude over Al Khor og dermed har lagt sig i spidsen fra start.

»Ambitionerne er at komme tættere på de to topklubber Al-Sadd, som vandt begge pokalturneringer i sidste sæson, og min tidligere klub Lekhwiya (der nu har skiftet navn til Al-Duhail, red.), som vandt mesterskabet. Og samtidig vinde en af pokalturneringerne,« lyder målsætningen fra Laudrup til Ritzau, som også har mailet med den danske fodboldlegende.

Al-Rayyan var i finalen i den største af pokalturneringerne i sidste sæson og tabte 1-2 til Al Sadd på et mål i overtiden.

Laudrup har i de seneste uger og måneder fulgt meget med i medierne, fordi nabolandene i regionen fortsat boykotter Qatar.

Landene afbrød de diplomatiske forbindelser til Qatar i juni, og det lille emirat har derefter været isoleret i regionen.

Nabolandene beskylder Qatar for at støtte ekstremistiske grupper økonomisk.

Laudrup overvejede på et tidspunkt situationen i landet, men fortæller, at det ikke er noget, der påvirker ham og familien i hverdagen.

»Har været her i over to måneder, og man mærker intet til konflikten i det daglige. Følger selvfølgelig med i medierne. Det være sig de lokale i Qatar, medier fra Golfen samt de internationale,« siger han.

Laudrup følger stadig med i det danske fodboldlandsholds kampe, og han glæder sig over de seneste sejre over Polen og Armenien.

»Flot resultat mod Polen og godt solidt arbejde mod Armenien. Nu gælder det så Montenegro på udebane, som bliver afgørende for, hvad Danmarks videre forløb bliver,« konstaterer Laudrup.