Det bliver uden Brian Laudrup som medkommentator, når Danmarks nødlandshold onsdag aften møder Slovakiet.

»Brian Laudrups rolle hos os er at berige vores seere med sin viden om de store kampe og de store spillere. Det kvalificerer dette opgør ikke til,« lyder det til Ekstra Bladet fra Anders Bay, der er sportschef hos rettighedshaveren Discovery. Han fortsætter:

»Landskampen i Slovakiet er en anden historie, som vi overlader til vores professionelle kommentator og journalist, Peter Piil, at håndtere.«

Anders Bay har ikke ønsket over for B.T. at uddybe beslutningen om at lade Brian Laudrup blive hjemme i Danmark.

Brian Laudrup er blevet hjemme i stedet for at tage til Slovakiet for at kommentere Danmarks landskamp mod Slovakiet. Niels Ahlmann Olesen

Derfor sidder Peter Piil onsdag middag alene i Bratislava og forbereder sig på at kommentere aftenens kamp, hvor han kun har fået kendskab til identiteten hos spillerne på det ene hold for mindre end et døgn siden; det danske landshold bestående af futsal- og divisionsspillere.

»Jeg har aldrig været her før, og jeg sidder på et hotel, og jeg vil vædde på, at jeg ikke kommer til at kende den her by. Men der er internet, og det gør jeg god brug af i øjeblikket,« siger Peter Piil til B.T.

Han er i øjeblikket ved at finde ud af alt, hvad han kan om Daniel Nielsen, Anders Fønss, Kasper Kempel og alle de andre mulige danske debutanter, der i sidste øjeblik har afløst det konfliktramte landshold.

»Jeg har jo en forberedelse på et andet dansk landshold, som jeg kan krølle sammen og smide i skraldespanden, så jeg skal starte forfra. Men det er jo ikke så forfærdeligt meget anderledes, end hvis jeg skulle lave en ligacup-kamp mellem Southport og Fleetwood. Her er forskellen så bare, at jeg kender det ene hold, så på den måde er det lidt lettere,« lyder det optimistisk fra Peter Piil, der dog aldrig tidligere har haft så kort forberedelsestid til en dansk landskamp.

Han er i fuld gang med at finde alle tilgængelige oplysninger om de danske spillere.

»Grundarbejdet går ud på at se, hvad jeg kan finde af informationer på dem. Hvor spiller de, hvad laver de, og hvor gamle er de? Alt muligt forskelligt. Af gode grunde kan jeg ikke finde klip med dem, for de har ikke spillet sammen før. Det kan også være lidt vanskeligere at finde information på nogle af spillerne end eksempelvis dem fra Southport og Fleetwood, fordi de spiller på så lavt et niveau, at deres klubber ikke har profiler af dem. Så man skal ind og finde deres Facebook-profiler og se, om der er noget på dem dér,« siger Peter Piil.

»Jeg har haft fat i folk, der kender nogle af dem, og folk, der har trænet dem. Det er et puslespil, jeg sidder og stykker sammen.«

Ifølge Discovery-kommentatoren bliver transmissionen fra landskampen lidt anderledes end ellers. Eksempelvis kan den sædvanlige sidelinje-reporter få en lidt større rolle.

Peter Piil skal kommentere kampen mellem Slovakiet og Danmark. Mads Claus Rasmussen

»Der står ikke point på spil. Det er mere en kuriøsitet. Vi gør det enormt seriøst, men på en anden måde. Kampen må styre, hvor jeg bevæger mig hen,« siger Peter Piil, der allerede torsdag sidder bag mikrofonen et andet sted i Europa.

Næste opgave er Nations League-kampen mellem Tyskland og Frankrig på Allianz Arena i München.

Husk, du kan følge Slovakiet-Danmark live på B.T. fra kl. 20.45.