Der er ét emne, der fylder markant mere end alle andre, når snakken falder på herrelandsholdets VM-kvalifikation.

Qatar – og landets syn på menneskerettigheder.

For på trods af Kasper Hjulmand og co.s suveræne kvalifikation er det stadig slutrundens afholdelse østpå, der stjæler overskrifterne.

Af samme årsag mener flere danskere, at det danske landshold bør boykotte næste års slutrunde. Et synspunkt, som dog ikke ligefrem deles af den danske fodboldlegende Michael Laudrup.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Så længe der erhvervsmæssigt og politisk er et samarbejde, så skal det samme jo gælde for idrætten. Det skal jo ikke skubbes til side,« sagde den 57-årige tidligere landsholdsspiller til B.T. ved 'Den største af de største sportsstjerner' lørdag aften.

Ifølge Laudrup bør de danske drenge ikke være i tvivl om, hvor de skal tilbringe december næste år.

»Hvis alle andre lande tog afstand fra slutrunden, så var det noget andet, men sportsstjerner skal ikke skubbes foran en eller anden vogn. Så selvfølgelig skal de deltage,« forklarer han.

Det danske landshold sikrede sig tirsdag billet til VM, da holdet på overlegen vis vandt den ottende sejr i lige så mange forsøg i kvalifikationsgruppen.

Her vandt Hjulmands mandskab med 1-0 over Østrig, og dermed kan Skotland, der ligger på andenpladsen i gruppen, ikke længere nå at hente Danmark på førstepladsen. Selvom der endda stadig mangler to kampe.

Michael Laudrup vandt lørdag aften prisen som den største danske sportsstjerne gennem tiden. Den historie kan du læse mere om HER.