Glasgow Rangers er efter tvangsnedrykningen fra skotsk fodbolds bedste række i 2012 tilbage i toppen af europæisk fodbold. Torsdag aften i Herning udfordrer de FC Midtjylland i kvalifikationen til Europa League.

»Det er en kamp, jeg i den grad ser frem til, og selvom FC Midtjylland er stærke, mener jeg, at Rangers er smal favorit til at sikre sig en samlet sejr. At det forholder sig sådan, skyldes udelukkende, at de har hjemmebanefordel i returkampen,« siger Brian Laudrup.

Han har et indgående kendskab til Glasgow Rangers, hvor han fra 1994 til 1998 spillede 116 førsteholdskampe.

»Jeg synes, at Steven Gerrard (manager, red.) er ved at have fået sammensat et spændende og velspillende mandskab. Ikke desto mindre er man i visse dele af skotsk presse så småt begyndt at rasle med sablerne omkring hans fremtid i klubben,« siger Brian Laudrup.

Glasgow Rangers-manager Steven Gerrard giver målmand Allan McGregor hånden efter skotterne 25. juli på Ibrox Stadium besejrede Progres Neiderkorn i Europa League-kvalifikationen.
Glasgow Rangers-manager Steven Gerrard giver målmand Allan McGregor hånden efter skotterne 25. juli på Ibrox Stadium besejrede Progres Neiderkorn i Europa League-kvalifikationen. Foto: LEE SMITH
Vis mere

Han henviser til en udtalelse i dagbladet The Sun fra den tidligere Celtic-spiller Chris Sutton, der mener, at Steven Gerrards job kan være i fare, hvis ikke Glasgow Rangers i indeværende sæson sikrer sig det skotske mesterskab.

»Det viser, at der er enormt pres på Gerrard. Men det skal ikke glemmes, at Rangers-supporterne giver ham positiv feedback, og at holdet spiller en gang seværdig fodbold. Værd at bemærke er endvidere, at hans forhold til Liverpool FC fortsat er så godt, at han har mulighed for at leje spillere fra sin tidligere klub, og at spillere, han ringer op angående kontrakttilbud, ranker ryggen en ekstra gang. Mange spillere betragter ham jo som et idol,« siger Brian Laudrup.

Manager-jobbet er Steven Gerrards første, efter han i 2016 indstillede sin aktive karriere, der samlet tæller 538 førsteholdskampe i henholdsvis Liverpool FC og LA Galaxy.

»Man kan sagtens forestille sig, at Gerrard på et tidspunkt bruger Rangers-jobbet som et springbræt til et endnu større af slagsen i en engelsk topklub. For ham er det unikt at gå fra spiller til manager i en af de største og mest traditionsrige klubber i Storbritannien. Fodboldromantikere taler om, at det en dag kunne være sjovt, hvis han kom tilbage til Liverpool FC. Men allerførst skal han i Glasgow Rangers føre bevis for, at han kan skabe resultater,« siger Brian Laudrup.

Erik Bo Andersen og Brian Laudrup var i midten af 1990'erne holdkammerater i Glasgow Rangers.
Erik Bo Andersen og Brian Laudrup var i midten af 1990'erne holdkammerater i Glasgow Rangers. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Hans tidligere holdkammerat i Glasgow Rangers Erik Bo Andersen ser også et stort lys i Steven Gerrard.

»Hans foretrukne spillestil passer fint til klubben. Han er et ikon, der går forrest. Så det er en super-signing, Rangers har lavet dér,« siger Erik Bo Andersen, der ligesom Brian Laudrup ikke skal overvære kampen mellem FC Midtjylland og Glasgow Rangers.

»Jeg har et fint forhold til den skotske klub, men eftersom jeg torsdag aften skal stå for træningen for et U19-hold i Dronningborg (ved Randers, red.), har jeg ikke mulighed for at se med fra tilskuerpladserne,« siger Erik Bo Andersen.

Og hvor stærke er Glasgow Rangers så?

Det spørgsmål kan FC Midtjyllands assisterende sportsdirektør, Ove Pedersen, besvare.

»Jeg har lige set deres seneste to kampe i Europa League-kvalifikationen mod Progrés Niederkorn. De har et godt hold og praktiserer en spillestil, der helt klart er Liverpool-inspireret. Samtidig må jeg dog sige, at de ikke ligner et hold, der sikrer sig det skotske mesterskab i indeværende sæson,« siger Ove Pedersen.

Han mener, at midtbanespilleren Joe Aribo og angriberen Sheyi Ojo er skotternes største profiler.

Kampen fløjtes i gang kl. 20.