Diskussionen stopper aldrig.

For når fodboldfans verden over først begynder at diskutere, hvem der er den bedste fodboldspiller nogensinde, vil den ingen ende tage.

Og derfor er den danske fodboldlegende Michael Laudrup da også efterhånden dødtræt af den.

Han forstår nemlig ikke behovet for at diskutere emnet konstant, siger han i et stort interview med Daily Mail.

58-årige Michael Laudrup.
58-årige Michael Laudrup. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Alt skal handle om, hvad der er bedst og værst i denne verden. Hvorfor kan vi ikke bare holde os i midten? Hvis noget er godt lige nu, hvorfor skal det så være det bedste, du har set? Det spørger folk mig tit om, og jeg siger bare: 'Nej...nej'. Jeg forstår ikke den måde at tænke på,« lyder det fra Michael Laudrup.

Det er for det meste Lionel Messi, Cristiano Ronaldo, Pelé og Diego Maradona, som fodboldfans hiver frem, når diskussionen først tager fat.

Men selv om danskeren har spillet mod sidstnævnte adskillige gange i karrieren, køber han ikke præmissen om, at der absolut skal være én, der kan betegnes som den bedste igennem tiden.

»Hvorfor skal vi altid sige det? Nogle siger, det må være Messi. Ældre personer mener, det er Pelé. Og for andre er det Maradona. Men det argument gider jeg ikke,« forklarer den tidligere landsholdsspiller.

Michael Laudrup stoppede sin aktive karriere i 1998.

Inden da havde han blandt andet nået at spille for klubber som FC Barcelona, Real Madrid, Lazio, Juventus og Ajax.

Han har ligeledes optrådt 104 gange i den danske landsholdstrøje.