Brian Laudrup forstår det stadig ikke helt.
For måden, som VAR nogle gange bliver anvendt på i fodboldverdenen, giver ifølge den danske landsholdslegende ikke altid mening.
Og lørdag var én af de dage, hvor det ikke gav mening. Sådan lød det i hvert fald i Viaplays nedtaktsstudie, da Brian Laudrup kommenterede på VAR-dramaet i opgøret mellem Tottenham og Liverpool.
Midt i første halvleg blev Liverpools Curtis Jones udvist efter en grov tackling. Det var dog kun, fordi VAR-systemet fik kampens dommer, Simon Hooper, på andre tanker. Han havde nemlig først besluttet, at tacklingen blot skulle kaste et gult kort af sig.
Tv-billederne fik dog efter noget tid Hooper til at ændre sin beslutning.
Noget, som Brian Laudrup dog ikke helt forstår. Sådan skal VAR ikke bruges, lyder det.
»Det er lige netop her, at man ikke har fundet ud af, hvordan VAR skal bruges. Jeg synes ikke, det er i de her situationer,« lød det fra Viaplays fodboldekspert, inden han fortsatte:
»Dommeren har truffet en beslutning. Vi kan altid diskutere den bagefter, og ja, tv-billederne ser voldsomme ud. Men jeg synes, det er en forkert kendelse.«
Laudrup blev herefter lynhurtigt bakket op af Viaplay-kollegaen Martin Jørgensen, der heller ikke mente, at VAR skulle have ændret Simon Hoopers beslutning:
»Curtis Jones går ind i tacklingen for at ramme bolden, men foden glider så over bolden. Det skulle kun have været et gult kort, fordi dommeren giver det først. Havde han givet rødt med det samme, så synes jeg heller ikke, at VAR skulle have gået ind og rettet det.«
Tottenham endte med at vinde lørdagens topopgør i Premier League med 2-1.
I videoen øverst i artiklen kan du høre Brian Laudrup sætte ord på VAR-dramaet.