Christian Eriksen bliver af mange medier igen og igen sat i forbindelse med et skifte til Barcelona, og nu afslører Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, at han har holdt møder med både Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, Tottenhams formand, Daniel Levy, og Christian Eriksen. Den danske stjerne besøgte han på hjemmeadressen i London.

Det fortæller Bayram Tutumlu på et pressemøde i København søndag formiddag. Her angriber Bayram Tutumlu ikke mindst Christian Eriksena agent, Martin Schoots, for at have ødelagt en handel med Christian Eriksen til Barcelona, hvorfor klubben i stedet hentede Liverpools Coutinho.

»Jeg var i september inviteret hjem til Christian Eriksen i London, selv om han stod over for en renovation af huset, og her spurgte han mig, hvad han skal gøre for at komme til en større klub. Jeg sagde til ham, at en større klub vil have ham. Da jeg i maj besøgte Barcelona med min rådgiver Evren Sahin og Brøndbys ejer, Jan Bech Andersen, sagde Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, at Christian Eriksen bliver den næste store spiller fra Danmark efter Michael Laudrup. Så jeg fortalte Eriksen, at Barcelona vil have ham,« siger Bayram Tutumlu og fortsætter:

»Jeg fortalte også Christian Eriksen, at Barcelona ser på flere ting, når de køber en spiller, ikke kun hans fodboldmæssige kvaliteter. Og det endte med, at de købte Coutinho i stedet for. Det skyldes ene og alene, at hans agent (Martin Schoots, red.) har ødelagt det for ham. Men jeg snakker stadig med Christian Eriksen, og jeg har fortalt ham, at hvis han vil til en større klub, så skal det ikke ske gennem den agent. Jeg vil ikke nævne hans agents navn (Martin Schoots, red.), fordi det piner mig så meget, hvad han har ødelagt for Christian Eriksen,« siger Bayram Tutumlu, der ifølge ham selv også har haft en spansk klub klar til Kasper Dolberg, men klubben skulle have trukket sig, fordi spillerens far fejlede. Samme eksempel om et glippet skifte til en større klub bruger Bayram Tutumlu for at forklare, hvorfor Daniel Agger heller ikke havnede i Barcelona.

»Heldigvis for Christian Eriksen er hans far en god fyr, som ikke blander sig i hans karriere, som eksempelvis Kasper Dolbergs far gør. Alt var klar til, at Kasper Dolberg kunne skifte til en stor spansk klub, men hans far ødelagde det. Hans far skader ham meget. Men jeg har advaret Christian Eriksen mod at lave samme fejl som Daniel Agger. Det var folk omkring Daniel Agger, som ødelagde hans skifte til Barcelona. Michael Laudrup havde ellers dengang fortalt Barcelona, at Daniel Agger ville passe godt til klubben, men Daniel Aggers far og ikke mindst agenten Per Steffensen ødelagde det hele. Og når en klub som Barcelona lukker en dør, åbner den ikke igen,« siger Bayram Tutumlu og uddyber:

»Den største årsag til, at Daniel Agger ikke kom til Barcelona, er hans agent, Per Steffensen. Per Steffensen har for mange komplekser, og da Joan Laporta, den tidligere Barcelona-præsident, mødte ham, lukkede han døren. En agent som Per Steffensen er som en parasit. Danmark har mange gode talenter, men de skal først af med de her parasitter, før de kan komme videre til noget stort,« siger Bayram Tutumlu om Per Steffensen, som BT uden held har forsøgt at få en kommentar fra.

Hvad har Martin Schoots gjort forkert?

»Det vil jeg ikke kommentere. Det må Christian Eriksen gøre.«

»Nu kan det være, at Christian Eriksen har ødelagt sin chance for at komme til Barcelona på grund af sin agent. Men jeg håber for ham, at han ikke begår fejltagelser. Christian Eriksen ved godt, hvad han skal nu. Lad mig præcisere. Det var ikke Christian Eriksen, der fejlede, så Barcelona købte Coutinho i stedet for ham. Det var hans omgivelser. En god agent skal have kontakt til de store klubber. Det har jeg, selv om jeg ikke driver agentvirksomhed mere. Det gør min søn. Bare spørg Jan Bech Andersen. På tre dage fik jeg sat et møde op med ham og Bartomeu. Jeg skal bare tage min telefon, så er jeg i kontakt med de største klubber. Og Christian Eriksen ved altså, hvem der har fejlet. Og igen – det er ikke hans far. Selv om jeg ikke kender faren, virker han som en god person.«

Er der lukket nu for Barcelona for Christian Eriksen?

»Nej, ingen klub vil lukke døren for en spiller som Christian Eriksen. Deres rivaler vil også have ham.«

Real Madrid?

»Ja, der har jeg også gode kontakter. Men han er nødt til rekonstruere sine omgivelser. Det kan være, at fodboldverdenen er stor for jer, men den er bare en håndfuld for mig. Jeg kan godt finde ham en god klub, som jeg har gjort med Michael Laudrup. Jeg har også været til møde med Tottenhams formand Daniel Levy for en måned siden, så jeg ved, hvad der skal til, for at Christian Eriksen kan komme videre. Danmark får en ny Michael Laudrup, hvis Christian Eriksen tænker sig om.«

BT forsøger at få en kommentar fra Christian Eriksens agent, Martin Schoots, samt Kasper Dolbergs far.