Lars Søndergaard ser et stort udviklingspotentiale i kvindelandsholdet inden EM om halvandet år.

De danske fodboldkvinder har været suveræne i EM-kvalifikationen, men når holdet deltager ved den udskudte EM-slutrunde i sommeren 2022, kan det være med et endnu stærkere dansk mandskab.

Det siger landstræner Lars Søndergaard, der ser et stort udviklingspotentiale i det hold, som tirsdag aften slog Italien 3-1 på udebane og dermed sikrede EM-billetten.

- Det nuværende hold er en god blanding af rutinerede kræfter, der ikke har nået sit topniveau, og så er der en masse unge spillere, som kun bliver bedre.

- Nu har vi noget tid til at forberede os på EM, og inden EM kommer der også en VM-kvalifikation i 2021, som vi skal have klaret.

- Jeg tror, at holdet kan udvikle sig, vi er slet ikke færdige, siger Lars Søndergaard.

Han kunne se sine spillere løbe Italien fuldstændig over ende i tirsdagens nøglekamp i EM-kvalifikationen.

På forhånd havde han forventet en tæt kamp, men til sidst var det misvisende, at den danske sejr kun var på to mål.

- Det var en god kamp fra vores side. Vi spillede meget direkte, og vi kunne da måske godt have holdt lidt mere på bolden i nogle faser, men vi gjorde de rigtige ting.

- Vi var dygtige defensivt, for vores bagkæde stod rigtig godt. Vi var hele tiden farlige frem ad banen, og med lidt held kunne vi have scoret nogle flere mål.

- I den første time skulle vi nok have scoret endnu flere mål. Især i en periode i første halvleg havde vi mange opløb til chancer, og vi fik også et mål annulleret i anden halvleg, siger landstræneren.

Danmark har vundet alle sine ni kvalifikationskampe, og den samlede målscore lyder på 48-1.

1. december mødes Danmark og Italien igen.

/ritzau/