Den legendariske fodboldkeeper Lars Høgh har fået håret tilbage, men til efteråret venter endnu en omgang kemoterapi.

Det fortæller han i radioprogrammet 'Mads og Monopolet', hvor han lørdag debuterede som paneldeltager. Her blev han spurgt ind til status på den kræftsygdom, han blev ramt af i 2018, hvor han fik konstateret kræft i bugspytkirtlen.

»Jeg har valgt at være rimelig åben omkring det. Og det kan nogle gange give bagslag, fordi jeg er en meget optimistisk type, så jeg vil jo gerne fortælle, når det går godt. Men der kommer også en anden side, fordi det er ikke altid, det går godt. Men jeg har lige haft et halvt år uden kemo. Det har været super fedt, og håret er kommet tilbage,« siger han.

Dog skal han igennem endnu et forløb efter sommerferien.

»Til efteråret napper jeg lidt mere kemo, og det skal jeg nok også komme igennem,« siger Høgh optimistisk.

»Jeg er glad og har det godt. Det er hårdt for familien, sådan er det,« indrømmer han.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Herfra kunne vært Mads Steffensen ikke dy sig, da snakken faldt om Høghs flotte fodboldfortid. For der var jo en lille situation ved VM i 1986 i 1/16-finalerne mod Spanien, hvor Danmark førte 1-0 på mål af Jesper Olsen. Og netop Olsen kom i fokus i en episode, der siden har skrevet sig ind i historiebøgerne.

Olsens tilbageaflevering til Lars Høgh blev opsnappet af Emilio Butragueño, der udlignede til 1-1 og siden scorede yderligere tre gange i 1-5-fadæsen mod spanierne.

»Hvorfor fanden så du ikke den tilbageaflevering fra Jesper Olsen ved VM i 1986?,« spørger Steffensen, inden paneldeltager Simon Jul indskyder:

»Fuck Butragueño!«

Høgh har da heller aldrig set kampen siden da, fortæller han.

»Jeg har faktisk aldrig set kampen helt. Jeg har fortrængt det, og når folk spørger om VM i Mexico, kan jeg kun huske en 2-0-sejr over Tyskland,« siger han og fortsætter:

»Jeg må erkende, som jeg har sagt før, at jeg også tager min lille del af skylden: At der skal hæftes et begreb på en fremragende fodboldspiller som Jesper, der bliver så negativt, er jo frygteligt,« lyder det fra Høgh.

Lars Høgh har siden karrierens afslutning været målmandstræner og er fortsat tilknyttet både Superligamandskabet Brøndby samt det danske herrelandshold.