Når 'Mads og monopolet' på lørdag vender tilbage efter en sommerpause, bliver det med en debutant i panelet.

Her vil den tidligere landsholdsmålmand Lars Høgh nemlig sidde klar bag mikrofonen.

Det fortæller værten Mads Steffensen i et Instagram-opslag.

'Det er længe siden, han stoppede sin aktive karriere som spiller, men nu gør han comeback på højeste niveau. På lørdag peaker Lars Høghs i forvejen fornemme karriere, når han debuterer i Mads & Monopolet,' lyder det med et glimt i øjet. Se hele Instagram-opslaget nederst i artiklen.

Over for B.T. fortæller den tidligere målmandslegende, at da han fik tilbuddet om at blive en del af det velkendte monopol, var det ikke noget svært valg:

»Jeg havde hørt en lille fugl synge om, at Mads nok ville ringe til mig en dag og spørge, om jeg ville være med. Det bliver fedt at prøve, og jeg glæder mig rigtig meget til at være med - og til at høre det bagefter.«

Lars Høgh spillede hele sin karriere i OB gennem 23 år, og han var også en del af det danske landshold, hvor han var med til VM-slutrunden i 1986.

I dag er han målmandstræner for det danske fodboldlandshold.

I 2018 fik Lars Høgh konstateret kræft, hvilket han siden har været i behandling for. Det er dog ikke kun gået den rigtige vej, for sidste år oplevede han et tilbagefald i sygdommens udvikling.

»Det havde spredt sig lidt til leveren. Det var et hårdt slag for familien. Vi troede jo, jeg skulle være rask. Det skulle jeg så ikke,« har han tidligere fortalt.

De andre paneldeltagere i lørdagens 'Mads og monopolet' er gamle kendinge i programmet: Musikeren Lina Rafn og komikeren Simon Jul.

'Jeg glæder mig til at byde Høgh’en velkommen, og vi glæder os allesammen til at være tilbage i radioen. Jeg har savnet Danmarks bedste lyttere,' skriver Mads Steffensen på Instagram.

'Mads og monopolet' sendes lørdag fra kl. 9 på DR P4.

Her kan du se Mads Steffensens Instagram-opslag, hvor han fortæller levende om Lars Høghs karriere som fodboldspiller: