Som B.T. i går kunne fortælle i et interview med målmandslegenden Lars Høgh, er den gamle OB-keeper ovre den værste periode i sit kræftforløb.

Søndag bliver han så hyldet i Odense forud for deres kamp mod Vejle. Og det var med en flot gestus fra den fynske klub.

Bag Richard Møller Nielsen Tribunen har OB nemlig bygget intet mindre end en mur, der er rammet ind af stolper og overligger. På muren er malet Lars Høghs ansigt, de 817 kampe, han har spillet for OB – og så hans autograf.

På Instagram har OB selv delt et billede af hyldesten med teksten 'Høghen er en mur'.

Lars Høgh var meget glad for hyldesten og sagde ved præsentationen, at hans hjerte stadig banker for OB.

Også Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, var mødt op til hyldesten af Lars Høgh, hvor han holdt tale for målmanden.

Gennem Lars Høghs sygdomsforløb har Lars Høgh fået stor opbakning af OBs fans, der konsekvent har brugt ordene 'Vi kæmper kamp 818 med dig! Denne redder du også'. Noget, der rørte Lars Høgh meget.

»Det betød sgu meget. Det må jeg sige. Det var i den periode, hvor jeg fik beskeden og havde det allersværest. Jeg har jo ikke spillet i OB i 100 år. Derfor gav den opbakning sgu noget benzin på energien og motivationen for at nå mit mål,« sagde han til B.T. i et interview om sin sygdom.