KOMMENTAR

I september sidste år boykottede de kvindelige landsholdsspillere første gang DBU. Den udsolgte EM-revanchekamp mod Holland i Horsens blev ofret i forhandlingerne om helt nye aftalevilkår.

Mandag den 16. oktober gentog de forsøget på at presse DBU, da de udeblev fra træningssamlingen op til de to VM-kvalifikationskampe mod Sverige og Kroatien. I stedet arrangerede deres fagforening træninger for den ”strejkende” spillertrup.

Vis mere

Det vil sige ingen dødbolde, standardopstillinger eller taktisk spil under ledelse af landsholdstrænere. Og ingen videoklip fra seneste kampe, modstanderens kampe, konkrete spilsituationer og de enkelte spilleres direkte modstandere i kampen mod Sverige om fredagen.

Det kunne der med en trup af ufokusserede og taktisk uforberedte, danske spillere komme et rigtigt grimt resultat ud af mod et andeledes velforberedt, svensk landshold på en udsolgt hjemmebane i Gøteborg.

Om onsdagen tog DBU konsekvensen af spillernes udeblivelse og meldte afbud til det europæiske fodboldforbund, UEFA, og det svenske fodboldforbund, SvFF.

DBU’s elitechef Kim Halberg udtrykte forhåbning om, at UEFA ikke ville tildele DBU og det kvindelige landshold en alt for voldsom sanktion for den første udeblivelse fra en kvalifikationskamp i fodboldforbundets 128-årige historie. Spillerne udtrykte en naiv forhåbning om, at man da nok bare kunne spille kampen en anden dag.

Vis mere

Med rådgivning fra DBU’s tidligere generalsekretær, Jim Stjerne Hansen (billedet), som på nu 28. år er næstformand i UEFA’s disciplinærudvalg, lykkedes det DBU at argumentere så overbevisende i sin redegørelse til disciplinærudvalget, der - uden dets inhabile, danske næstformand – begrænsede den sportslige sanktion til det absolut minimale; et 0-3 nederlag til Danmark samt tre gratis points og mål til Sverige.

I juni 2007 var en idiot sprunget ind over hegnet og angrebet den tyske dommer, som derefter afbrød EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Sverige i Parken ved stillingen 3-3. UEFA, som havde godkendt Parkens sikkerhedskoncept samme morgen, tildelte efterfølgende Sverige tre points og målscoren 3-0.

I august og oktober 2017 havde DBU haft et år til at få styr på forhandlingerne med kvindelandsholdsspillerne og deres fagforening. Når sanktionen for de to, vidt forskellige forhold - manglende gennemførelse overfor udeblivelse – i princippet er ens, så tænk lige denne situation igennem:

10 dagen inden den aflyste kvindelandskamp var sidste spillerunde i herrernes VM-kvalifikationsturnering. I Gruppe A spillede Sverige mod Holland i Amsterdam i et direkte opgør om den playoff-givende andenplads. Sverige var inden kampen tre points foran netop Holland med en målscore på 26-7 mod Hollands 19-12.

Hvis Sverige – eller et hvilket som helst andet land med en målforskel på mere end tre mål – vil undgå at miste sin placering i sidste spillerunde, kan de med denne præcedens nu bare blive hjemme, på hotellet eller i omklædningsrummet. Og indkassere et tre-måls nederlag, mens de skåler i champagne.

Sanktionen er lige så god for Danmark, som perspektiverne er rigtigt farlige for fodbolden.