Tottenham-manager José Mourinho er træt af uvisheden omkring Christian Eriksens fremtid i klubben.

José Mourinho er tilsyneladende utilfreds med forløbet omkring Christian Eriksens mulige skifte til italienske Inter.

Det antydede Tottenham-manageren efter lørdagens FA Cup-kamp ude mod Southampton, hvor danskeren ikke var en del af London-klubbens kamptrup, på trods af at han var rejst med holdet.

Mourinho er træt af uvisheden omkring Eriksens fremtid i klubben, når en handel kunne have været forhandlet færdig tidligere, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Du kan læse, hvad du vil læse, jeg siger ikke noget. Det eneste, jeg vil sige, er, at denne situation ikke burde finde sted 25. januar, og det er ikke Tottenhams skyld, at det er tilfældet, siger Mourinho ifølge AFP

Portugiseren har dog ikke en finger at sætte på Christian Eriksens rolle i forløbet.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at Eriksen, siden jeg er kommet hertil, har opført sig meget, meget professionelt over for mig og holdet, siger Mourinho, der sendte endnu en spids bemærkning i Inters retning.

- Tottenham er de sidste, man kan give skylden for denne situation, men det er ikke rart at være i denne situation 25. januar.

Fredag skrev flere medier, at Inter og Tottenham er blevet enige om en aftale, der sender den danske midtbanekreatør til Milano-klubben. BBC Sport skriver lørdag, at den italienske klub håber på at kunne gennemføre handlen mandag.

Tottenham spillede lørdag 1-1 med Southampton i FA Cuppens 16.-delsfinale, og de to klubber skal derfor mødes igen i en omkamp.

/ritzau/