Mere end otte år efter de første forsøg med videodommere i engelsk fodbold er fansene fortsat ingenlunde overbeviste om fordelene ved teknologien.
Således angiver mere end tre ud af fire fans af Premier League-klubberne, at de er imod brugen af VAR.
Det fremgår af en spørgeundersøgelse fra sammenslutningen af fangrupper Football Supporters' Association (FSA) blandt næsten 8000 tilhængere.
På spørgsmålet om, hvorvidt fansene støtter VAR, når alt tages i betragtning, svarer 75,7 procent nej.
Mere end ni ud af ti angiver, at videodommerne har fjernet den spontane glæde ved målfejringer.
Samtidig er 94 procent af fansene uenige i, at VAR har gjort det sjovere at se fodbold i fjernsynet.
3,3 procent af de adspurgte angiver, at oplevelsen på kampdage er blevet bedre.
Ifølge Thomas Concannon, networkmanager i FSA, understøtter svarene en tidligere undersøgelse, hvor fans udtrykte bekymring over indførelsen af VAR.
- Fem år senere deler langt de fleste fans stadig de samme bekymringer, siger han.
Som svar på resultaterne lyder det fra Premier League i en udtalelse, at "vi anerkender vigtigheden af at minimere VAR's påvirkning af fanoplevelsen".
- Som en del af den løbende dialog med fans viser Premier Leagues undersøgelser, at fans overvejende ønsker at beholde VAR, men de ønsker en forbedring af, hvordan det anvendes.
Dommerfejl på banen og via videodommerne er steget på tværs af de fleste kategorier i denne sæsons Premier League.
Der er indtil videre blevet registreret 18 VAR-fejl af et uafhængigt panel, hvilket svarer til det samlede antal for hele sidste sæson.
/ritzau/
