De seneste uger har der været rygter om et opsigtsvækkende Cristiano Ronaldo-skifte tilbage til Real Madrid.
Den store spanske sportsjournalist Josep Pederol meldte tidligere på måneden, at Ronaldos agent, Jorge Mendes, har været i kontakt med Real Madrid om et skifte.
Og efter den seneste tids dårlige resultater i hans nuværende klub Juventus, der for nyligt blev slået ud af Champions League af Porto og i Serie A tabte til oprykkerne fra Benevento, er den tidligere Real Madrid- og Inter-angriber Antonio Cassano ude at sige, at det kun ville være godt for den italienske storklub at skille sig af med Ronaldo.
»Du kan ikke have en træner, der ønsker at spille fodbold med Cristiano Ronaldo på holdet. Han bremser fremgangen for Pirlos mandskab. Cristiano tænker kun på sine egne mål og rekorder,« lød det fra Cassano til Bobo TV.

Programmet Cassano medvirkede i bliver lavet af den italienske legende Christian Vieri, hvor Cassano gjorde det klart, at det var en alvorlig fejl at hente Ronaldo til klubben.
»Hvis du er klubpræsident og ønsker at starte en ny æra i klubben, så kan du ikke give en helt ny træner ansvaret for at lede en som Ronaldo. Dejan Kulusevski er for eksempel meget påvirket af, at han spiller med ham. Unge mennesker uden personlighed står over for store problemer med ham på holdet,« sagde han.
I stedet mener Cassano at løsningen er, at man får så mange penge for Ronaldo som muligt og derfra kan købe et par nye spillere og bygge holdet op, som Andrea Pirlo gerne vil have det.
Ifølge Transfermarkt, der specialiserer sig i at vurdere fodboldspilleres værdi, har 36-årige Cristiano Ronaldo en markedsværdi på 50 millioner euro – svarende til over 370 millioner kroner.
Ronaldo kom til Juventus i 2018 for 758 millioner kroner og har kontrakt med den italienske storklub frem til sommeren 2022.