Feyenoord-træner Giovanni van Bronckhorst er utilfreds med Nicolai Jørgensen, efter den danske angriber lørdag fik et rødt kort for at sparke ud efter en modstander.

Nicolai Jørgensen blev udvist i anden halvleg af kampen mod Heracles Almelo, da stillingen var 1-1.

Og det har fået Giovanni van Bronckhorst til at lange ud efter Jørgensen på klubbens hjemmeside.

»Tåbeligt af Nico. Jeg kan ikke acceptere, at han får et rødt kort i denne fase af ligaen og i sådan en vigtig kamp,« siger træneren om Jørgensens udvisning.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Nicolai Jørgensen er dog ikke den eneste, der får verbale hug af Giovanni van Bronckhorst. Også Jordy Clasie bliver kritiseret, efter han meget tydeligt viste sin utilfredshed, da han blev skiftet ud I anden halvleg.

En opførsel, som van Bronckhorst kalder 'upassende'.

»Jordy er en følelsesladet dreng, men du kan ikke udtrykke skuffelse på den måde. Han er meget mere rolig nu, og han har undskyldt, men jeg vil tale med ham sammen med Martin van Geel (teknisk direktør, red.). Så må vi se, hvilke konsekvenser det får for Jordy,« lyder det.

Med en mand i undertal lykkedes det dog alligevel Feyenoord at vinde kampen over Heracles Almelo med 2-1.

Klubben ligger lige nu nummer tre i Æresdivisionen, hvor der resterer fire spillerunder.