En tro reserve takker af.

Frederik Rønnow fik bare ti landskampe, selvom han har været med hos landsholdet i mange år.

Den tidligere Brøndby-målmand har passet reservetjansen bag Kasper Schmeichel, men nu stopper han i rødt og hvidt, fortæller han på Instagram.

»Efter længere tids overvejelser har jeg valgt at stoppe på det danske landshold. Jeg har altid nydt at være en del af landsholdet og sat en stor ære i at repræsentere mit land, og jeg er stolt af de resultater, vi har opnået sammen.«

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Han bliver hyldet af konkurrent og holdkammerat Schmeichel.

»Du har været en helt fantastisk holdkammerat igennem så mange år. Jeg kommer til at savne vores tid sammen og alle de gange du altid kunne få mig til at grine. Det har været en sand fornøjelse,« skriver førstemålmanden.

Nu ser Rønnow frem til at få mere tid med de nærmeste. 

»Jeg vil nu bruge al min energi i min klub, og se frem til at få mere tid med min familie.«

»Tak for oplevelserne, minderne og vigtigst af alt de tætte relationer, jeg har dannet over de seneste 9 år.«

»Jeg ønsker det danske landshold alt det bedste fremover.«

Han spillede sin sidste landskamp 5. juni mod Sverige kort inden EM, hvor han også var med som backup.

Den 32-årige keeper står normalt i Union Berlin, og der kan han nu fokusere sine kræfter.