Sagen er endelig afsluttet.

Haaland kan ånde lettet op igen og lægge hele sit fokus på at score endnu flere mål i den engelske Premier League. 

Ifølge TV 2 Norge har en polsk forretningsmand tabt en ankesag mod Erling Haaland, efter retten afviste hans forsøg på at genåbne en tidligere afgørelse.

Den norske superstjerne har dermed vundet en omfattende juridisk kamp om sit eget navn. 

Konflikten begyndte 4. november 2022, da en polsk forretningsmand ansøgte om at registrere ordmærket 'HAALAND' som EU-varemærke. 

Han ville bruge navnet i en bred vifte af produkter – fra tøj og kosttilskud til smartwatches og sportsdrikke.

Haalands juridiske hold gjorde det fra begyndelsen klart, at manden ikke havde nogen ret til at kommercialisere fodboldstjernens efternavn.

En EU-instans gav senere Haaland medhold, men den polske forretningsmand nægtede at acceptere afgørelsen og indgav derfor en anke.

Nu er også den sidste mulighed brugt op: Ankedomstolen har afvist hele anken og fastslår, at der ikke er fremlagt nye oplysninger, som kan ændre den oprindelige afgørelse.

Efter afgørelsen udtalte Haalands advokat ifølge TV 2:

»Retten har været meget tydelig: Der er intet krav, og sagen er nu endeligt afsluttet.«

Afgørelsen betyder, at den polske modpart ikke har flere juridiske instanser at gå til. Dermed er forsøget på at presse en økonomisk kompensation ud af Haaland definitiv stoppet.

Haaland selv har ikke deltaget offentligt i sagen, som i stedet er blevet håndteret af hans juridiske rådgivere. 

Nordmanden har efter alt at dømme ønsket at holde fokusset på sin karriere i Manchester City, mens advokaterne tog sig af det juridiske slagsmål.