For et par måneder siden var 'mål' og 'landshold' blandt de første tanker, når navnet Nicklas Bendtner blev nævnt. I dag er det anderledes.

De seneste snart fire uger er det nemlig i stedet gloser som 'vold' og 'taxichauffør', der i stedet har klæbet til den danske angriber som tape på en glasplade.

Natten til søndag den 9. september blev Bendtner anmeldt og sigtet for vold, da han i det indre København var involveret i en episode, hvor en taxichauffør brækkede kæben to steder.

Den kontroversielle angriber har siden erkendt, at han var en del af episoden, ligesom han har undskyldt over sin norske klub Rosenborg. Gennem sin advokat har Bendtner dog erklæret sig uskyldig.

I forrige uge kunne B.T. så afsløre, at også taxichaufføren er sigtet i sagen. Netop taxichaufføren blev afhørt af politiet onsdag formiddag, og det står nu klart, at også han erklærer sig uskyldig. Taxichaufføren er sigtet for 'forsøg på vold', mens Nicklas Bendtner er sigtet for vold efter den almindelige voldsparagraf.

Tilbage står blandt andet en landstræner, der både sidste efterår og i foråret troligt udtog Bendtner til det danske landshold.

Angriberen var på grund af en skade uaktuel, da Åge Hareide onsdag udtog sin trup til de kommende kampe mod Østrig og Irland. Men nu tager Hareide den mangeårige landsholdsstjerne i forsvar. Han fortæller, at han har svært ved at se Bendtner begå vold.

»Jeg har ikke snakket med Nicklas, for han har været uaktuel for os den her gang. Jeg vil ikke blande mig i den her sag, hvor det ikke er alt, der omhandler Nicklas Bendtner. Der kommer jo ting frem i den her sag, som er ganske underlige, når taxichaufføren også bliver indkaldt til afhøring. Så handler det ikke bare om Nicklas Bendtner, men om en generel udmelding,« siger Åge Hareide til B.T.

»Jeg har altid sagt, at Nicklas Bendtner er en god fyr. Og jeg har svært ved at forestille mig, at han skulle begå vold. Det siger alle hans holdkammerater på landsholdet også. De har svært ved at forstå det. Nicklas er en sjov fyr, som kan finde på mange underlige ting. Men jeg har aldrig tænkt på ham som en mand, der tyer uopfordret til vold. Jeg har svært ved at forstå det, for jeg opfatter ham ikke sådan. Jeg opfatter ham som en god person. Men det er en meget generel udmelding, for vi skal også være forbilleder for unge piger og drenge. Så det er svært at forsvare en voldsepisode i forhold til en landsholdsplads,« fortsætter landstræneren.

Da Hareide dagen efter Bendtners sigtelse blev spurgt af B.T. om en dømt voldsmand hørte hjemme på det danske landshold, var svaret et klart nej. Den holdning synes landstræneren fortsat at have, men han lægger ikke skjul på, at han krydser fingre for, at Nicklas Bendtner slipper fra denne sag uden endnu en plet i straffeattesten.

»Jeg regner med, politiet har en formodning i og med, de har indkaldt taxichaufføren til forhør. Så jeg håber for guds skyld, Bendtner går fri og ikke plettes af det her. Det er så synd, for tingene så så fint ud. Han havde det godt i Norge og godt i Rosenborg, som er en fantastisk klub. De har beskyttet ham godt i forhold til episoden og de problemer, han er landet i. Det er en god klub at være i, hvis man er i problemer, og jeg håber, Nicklas kommer ud af det på en positiv måde. Det gør jeg virkelig,« understreger landstræneren.

Både Nicklas Bendtner og taxichaufføren er indtil videre 'blot' sigtet i sagen. Politiet har en uges tid til at beslutte, om der skal rejses tiltale mod enten den ene, den anden eller dem begge. Sker det, ender sagen i retten.