Kvinderne på det danske fodboldlandshold udebliver fra mandagens træning i Helsingør som følge af konflikten med DBU, bekræfter landstræner Søren Randa-Boldt.

Konflikten mellem spillerne på kvindelandsholdet i fodbold og Dansk Boldspil-Union (DBU) fortsætter med at gå ud over de sportslige forberedelser.

Fredag skal kvinderne spille en meget vigtig VM-kvalifikationskamp mod Sverige, første træning frem mod den kamp skulle være gennemført mandag i Helsingør, men spillerne kom ikke.

Landstræner Søren Randa-Boldt mødte de fremmødte journalister klokken 15, og han understregede, at han ikke har aflyst træningen klokken 15.30, men samtidig slog han fast, at der ingen træning bliver, idet spillerne ikke er dukket op i Helsingør.

Spillerne skulle være ankommet klokken 13.

Om Søren Randa-Boldt i løbet af de kommende dage får selskab af kvinderne på Hotel Marienlyst, det må tiden vise.

/ritzau/