»Det kræver en stærk personlighed at gå fra at være nationalhelt til at være så udskældt, som hun er.«

Ordene kommer fra kvindelandsholdets træner, Lars Søndergaard, og de drejer sig om landsholdsspilleren Nadia Nadim, som for tiden befinder sig i strid modvind på grund af sin rolle som ambassadør for VM-slutrunden i Qatar.

Den 1. april meldte Nadim ud, at hun skal promovere den stærkt kritiserede slutrunde. Et træk, der strider stik imod DBUs linje omkring slutrunden i den udskældte oliestat – og siden da har Søndergaard fortalt, at han vil tage en snak med Nadim. Både om hendes valg og om den shitstorm, hun befinder sig i.

»Jeg har ikke talt med hende endnu, fordi der har været så meget uro. Men jeg skal selvfølgelig have en snak med hende. Jeg vil gerne høre, hvordan hun har det med det. Det kræver en stærk personlighed at gå fra nærmest at være nationalhelt til at være så udskældt, som hun er. Så jeg vil høre, hvordan hun tackler det.«

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Et er, hvordan det tackles udadtil, men noget andet er, hvordan det er indadtil, hvor der helt sikkert er nogle følelser i spil. Hun kan jo godt virke hård på ydersiden, men der er også et andet menneske bag den facade, som hun lægger frem. Det er bare den snak, jeg stille og roligt vil tage med hende,« fortæller landstræneren.

Et andet emne i snakken bliver en opfordring fra landstræneren til Nadim om at forklare sit valg om at promovere VM-slutrunden i Qatar – noget, hun endnu ikke har gjort offentligt.

Det skyldes blandt andet også en frygt for, at sagen kan tage fokus ved sommerens EM, hvis Nadia Nadim skulle blive klar og udtaget efter en længerevarende skadespause.

»Først og fremmest skal hun kvalificere sig spillemæssigt til truppen, og gør hun det, så opstår der jo en situation, vi skal tage stilling til. Det vil være synd og skam, hvis fokus skal være på Qatar og Nadia op til et EM, som alle glæder sig til.«

»Det vil være synd for de spillere, der har arbejdet hårdt for at kvalificere sig til EM, hvis fokus er et andet sted. Men det tager vi, hvis situationen opstår,« siger Lars Søndergaard.

Lars Søndergaard lægger ikke skjul på, at han er uforstående over for Nadims valg om at blive VM-ambassadør, og DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, har tidligere kritiseret Nadims beslutning.

Men ikke desto mindre er den erfarne offensivspiller med 99 kampe i rødt og hvidt fredet som landsholdsspiller og dermed i spil til EM – hvis hun altså bliver klar.

»Lige nu er hun ikke aktuel til landsholdet på grund af sin skade, og det er svært at sige noget om hendes chancer for at blive det til EM, så længe hun ikke har spillet endnu. Hun har haft en alvorlig skade, og det er et spørgsmål, hvad den har af konsekvenser.«

»Men hun træner ekstremt hårdt og er ekstremt dedikeret, så hvis nogen kan komme tilbage, så er det selvfølgelig hende,« siger landstræneren.

Han udtager sin trup til EM i midten af juni, og så venter en testkamp mod Brasilien i Parken i juni, inden det går løs ved EM i England i juli, hvor Danmark er i pulje med Tyskland, Finland og Spanien.