Lionel Messi brændte et straffespark mod både Østrig og Egypten, men han er stadig Argentinas foretrukne skytte.

Det fastslår landstræner Lionel Scaloni forud for kvartfinalen mod Schweiz natten til mandag dansk tid.

- "Leo" kommer til at tage straffespark, hvis han vil.

- Vi har andre spillere, der er i stand til at tage dem, men hvis han vil tage dem, så tager han dem, siger Scaloni på et pressemøde ifølge ESPN.

39-årige Messi har scoret otte mål i fem kampe ved VM, men har også været i fokus for et meget begrænset løbearbejde.

Ifølge Scaloni løber Messi cirka det samme som tidligere i karrieren, men uanset er det ikke et vigtigt parameter for argentinerne.

- Forskellen er, at alt, hvad han gør nu, er langt mere afgørende. Måske overrasker det folk, der ikke kender ham, og som forventede, at han som 39-årig ikke stadig ville være på dette niveau.

- Jeg har sagt det mange gange: Så længe han har lyst til at fortsætte med at spille, vil han være den bedste. Det er det, jeg tror. Ikke fordi jeg er hans træner. Så længe han stadig har lysten, vil han stadig være den bedste, siger Scaloni.

Ifølge datafirmaet Opta har Messi scoret på 117 af 151 straffespark i sin karriere, skriver BBC.

Det svarer til 77,5 procent og ligger lige under de 79 procent, som de fleste datafirmaer regner med, at en gennemsnitlig spiller kan præstere.

Til sammenligning har Harry Kane scoret på 90,7 procent af sine straffespark på tværs af top-fem-ligaerne, Champions League og VM.

For Cristiano Ronaldo, Erling Haaland, Kylian Mbappé og Messi er tallene henholdsvis 85, 84, 81 og 79 procent.

RITZAU